THE LADYKILLERS: Instruktion: Joel & Ethan Coen

"The Ladykillers er stedvis præget af en vrængende sarkasme, der adskillige gange får personportrætteringen til at virke unødigt stereotyp og grov.

THE LADYKILLERS

USA 2004

Instruktion: Joel & Ethan Coen

1 time 44 minutter

Genindspilningen af komedien "The Ladykillers" måler sig ikke med 50 år gamle original, der er en spil-levende klassiker, og med rette betragtes som et højdepunkt af elskværdigt excentrisk engelsk humor (skønt både forfatteren William Rose og instruktøren Alexander Mackendrick var amerikanskfødte!).

Genindspilningen holder heller ikke det niveau, jeg forventer af en film af brødrene Coen, der bestemt ikke er hvem som helst, og af hvem man altid venter sig overmåde meget efter tidligere mesterværker som f. eks. "Fargo", "The Big Lebowski", "O Brother" og "Intolerable Cruelty".

Umiddelbar morskab

Men når det er sagt, så er der ofte en del umiddelbar morskab i afviklingen af historien, og dertil er der en stor formel nydelse at finde i filmens billeder. Så måske skal årsagen til den relative nedgang i kvalitet findes i det faktum, at bror Ethan nu er medinstruktør (brødrenes 10 foregående film har alle haft Joel som eneinstruktør, men altid dog med Ethan som medforfatter og -producer). Eller måske skyldes det først og fremmest, at de to begavede brødre oprindelig skrev manuskriptet til en ven, instruktøren Barry Sonnenfeld, der begyndte sin karriere som fotograf for brødrene, og da hans tidsplan ramlede, bad han Joel og Ethan om med kort varsel at overtage projektet. Jeg kan sagtens forestille mig, at der ikke er lagt helt samme sjæl i skrivearbejdet, når manus har været beregnet for en anden, og Barry Sonnenfeld er ikke just den mest subtile filmskaber at skrive for.

The deep south

I "The Ladykillers" anno 2004 udspilles handlingen i the deep south. Det er et miljø befolket af enfoldige sorte, der entusiastisk lever med i kirkekorets gospelsang og prædikantens svovltale. Læg dertil stupide fodboldspillere, bøvede politifolk, korrupte arbejdsledere og - en særdeles uensartet, fem mand stor gruppe røvere ledet af en glattunget Tom Hanks, der tydeligvis har frydet sig over en rolle, der for første gang i mange år har givet ham en mulighed for at vise, hvor fremragende et komisk talent han er. Det er frydefuldt, som han dog kan smage på ordene, ændre betoning og finde anledning til vittige digressioner, når han besnakker sine omgivelser, hvad enten det er hans medkumpaner eller den troskyldige sorte enke, der godtroende lejer sin kælder ud til bandens påståede musiceren.

En tunnel

For planen er, at de fem (under dække af at ville spille renæssancemusik - det musikalske tager en båndspiller sig af) vil bore en tunnel fra enkens porøse kældermur til et kontor, hvor delstatens flydende spillecasino opbevarer døgnets indtægt. Undervejs mod kuppet er de fem slyngler flere gange på nippet til at blive afsløret af deres elskelige værtinde, men hver gang lykkes det Tom Hanks at besnære hende. Men til sidst går det galt. Jeg skal ikke røbe hvordan, blot pointere, at de to instruktørbrødre ganske opfindsomt varierer den gamle films slutning uden at forråde den. I det hele taget er der megen opfindsomhed i den måde, som genindspilningen varierer den originale historie på.

Forgrovning

Desværre er der også stedvis tale om en voldsom forgrovning af tonefaldet. Begge film spiller i udpræget grad på typer og klichesituationer samt et lidt virkelighedsfjernt univers, men selv om det excentriske er fælles for begge film, så er den nye film - ud over Coen-brødrenes sædvanlige karakteristiske miks af grum ironi, skæv humor og uventet vold - også præget af en vrængende sarkasme, der adskillige gange får personportrætteringen til at virke unødigt stereotyp og grov, somme tider på grænsen til det racistiske, mens den oprindelige film var båret af en vidunderlig varme i menneskeopfattelsen.

kultur@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen