THE DAY AFTER TOMORROW: Instr. Roland Emmerich

Roland Emmerichs seneste bedrift er en larmende øko-katastrofefilm med indlagte drivhuseffekter.

THE DAY AFTER TOMORROW

Instruktør: Roland Emmerich

USA 2004

Længde: 2 timer og 4 minutter

Skal vi bruge penge på at redde jorden, eller er det vores børn eller børnebørn, som må betale prisen? Bjørn Lomborg synes at hælde til det sidste synspunkt, men måske kan Roland Emmerichs kraftfulde øko-katastrofefilm få drivhuseffektbenægteren til at sænke sine parader?

Man skal ikke forvente for meget. Den danske miljøskeptiker har allerede taget afstand fra filmen - tilsyneladende uden at have set den. Scenariet er slet ikke plausibelt, mener han, og rent videnskabeligt er "The Day After Tomorrow" da også en uredelig størrelse.

Alt dette forhindrer ikke filmens tema i at være brændende aktuelt. Og så er det da interessant, at man i Guds eget, heftigt freonproducerende land kan producere en film, der med så håndfaste midler plæderer for en ansvarlig miljøpolitik.

Eller gør den? Denne anmelder er, indrømmet, en kende forvirret. Måske spekulerer instruktøren bare i emnet, for er der noget action-folket elsker, så er det undergangsscenarier. Og hvorvidt verdens endeligt skyldes Godzilla'er, aliens fra det ydre rum eller industrielle udledninger kan vel være ét fedt?

"The Day After Tomorrow" benytter den globale opvarmning (der af meterologiske årsager resulterer i en ny istid) som afsæt for en popcornfilm fyldt med bulder og brag. Den totale nedkøling sætter ind med samme pludselighed som Vesuvs lavastrømme, der i hine tider begravede Pompejis indbyggere levende.

Det meste af den nordlige halvklode rammes, men det forhindrer ikke en besat klimatolog (Dennis Quaid) i at drage mod isstormens øje for at blive genforenet med sin søn (Jake Gyllenhaal). Når ragnarok truer, er det de nære ting i livet, man pludselig får øjnene op for.

Jack Hall (således hedder Quaids figur) bare finde Sam, der er frosset inde under ismasserne på Manhattan. Et langt liv forsømmelser skal indhentes, og på denne familiære baggrund overskrider vor helt både ismasser og enhver sund fornuft.

Da de hovne hoveder i Det Hvide Hus begynder at tage videnskabsmandens advarsler alvorligt, er det allerede for sent. Istiden har sat ind, og et sandt Exodus driver amerikanerne mod Mexicos grænser.

Sentimentale mellemspil

Pludselig er hele indvandrerdebatten vendt på hovedet. De fattige sydlændinge må forbarme sig over de fordrevne amerikanere, der kun kan håbe på større imødekommenhed, end de selv har udvist over for de tusinder af mexikanske immigranter, som gennem årene har krydset grænsen i modsat retning. Og her ligger vel filmens hovedbudskab: Menneskene bør udvise ydmyghed, både over for hinanden og den klode, de har fået til låns.

Midt i alt dette slipper vi ikke for lidt klassisk Hollywood-narcissisme: Los Angeles er den første by, der bukker under for de abrupte klimaændringer. Siden følger New York, og det er her, at det meste af filmens historie udspilles.

Undervejs oplever klimaforskerens søn sit livs første kærlighedshistorie, og ude i periferien knytter hans fraskilte mor bånd til et leukæmiramt barn. Emmerich er ikke de store karakterstudiers mand. Tværtimod svælger han i heltedåds-klichéer og patriotisme, mens klægt sentimentale mellemspil helt forventeligt er med som det kit, der skal holde sammen på alle de muskuløst iscenesatte dommedagsscener.

Det er alt sammen lige efter bogen, men som sagt: Ved at tage udgangspunkt i pludselige klimaskift har instruktøren fat i et emne, der gør den mastodontiske B-film sørgeligt relevant.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen