CARANDIRU: Instr. Hector Babenco

Farverig skildring af livet i skyggen i Brasiliens notorisk berygtede fængsel, Carandiru.

CARANDIRU

Instruktion: Hector Babenco

Brasilien 2003

145 minutter

I november 2002 blev det berygtede Carandiru-fængsel i Sao Paulo revet ned som et håndgribeligt tegn på den brasilianske regerings opgør med en kritisabel retspraksis og et umenneskeligt fængselsvæsen.

De autentiske billeder af skamstøttens demolering kan opleves i slutningen af Hector Babencos "Carandiru", den største brasilianske filmsucces siden "City of God", baseret på en bestseller af Drauzio Varella, der fra 1980 til 1992 var fængselslæge på stedet.

I 12 år kom og gik Varella i det kæmpe fængsel, der havde plads til 4.000 fanger, men det meste af tiden husede over 7.000. Han behandlede dem for rottebid, tuberkulose og aids og lagde ikke mindst øre til problemer og historier fra de indsatte, hvoraf mange var fængslet uden dom.

Carandiru var et hårdkogt minisamfund, i stor udstrækning styret af fangerne selv med kontant lynjustits. Menneskeliv var en omsættelig valuta, men ingen dræbte nogen uden først at spørge de ledende fanger.

I Caradiru gjaldt det om at holde ud og flyde med, men trods det er det lykkedes Babenco at skabe en film om folk, som ikke bare vil overleve, men leve, og som alle er mere end deres forbrydelser.

Med den unge fængselslæge som lyttende centrum får vi oprullet en lang række centrale fangers liv i barske, men også bittersøde og underholdende anekdoter.

Det kan virke næsten romantisk og skønmalende undervejs, men det synes helt bevidst af instruktøren, der spiller sig fri af de værste fængselsfilm-klicheer ved at lede efter varmen og det menneskelige ansigt blandt mordere og junkier.

I sine bedste scener vækker "Carandiru" således minder om Babencos sidste fængselsfilm, den mesterlige "Edderkoppekvindens kys", men også denne gang er det instruktørens bitre pointe, at idyllen er en illusion, fangerne forsøger at klamre sig til.

Et fredfyldt fængsel er en selvmodsigelse, og Caradiru var en tikkende bombe, der eksploderede en dag i 1992, da en tilfældig bagatel blev til et masseslagsmål, der endte som et fangeoprør.

Angiveligt fik fængselsdirektøren talt gemytterne til ro, men ikke desto mindre marcherede militærpolitiet ind og skød direkte på oprørene.

111 fanger - og ingen betjente - blev dræbt ved aktionen. "Kun Gud, politiet og de indsatte ved, hvad der skete. Jeg talte kun med de indsatte", afslutter Varella sin fortælling.

Det er entydigt fangernes fortælling, vi får, og det er filmens styrke. "Caradiru" er en forstemmende og trodsigt livsbesyngende skildring af livet bag tremmerne, der rammer os hårdt, ikke fordi den udpensler volden, men fordi den insisterer på at ofrene for tortur overgreb og dehumanisering i Carandiru-fængslet som i Abu Ghraib stadig er mennesker af kød og blod.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen