MONA LISA SMILE: Instr. Mike Newell

MONA LISA SMILE
USA 2003
Instruktør: Mike Newell
2 timer

Julia Roberts, der ofte gør sig godt i rebelske kvinderoller - fra "Pretty Woman" over "Something to Talk About" til "Erin Brochovich" - er også i denne film en selvstændig kvinde med meninger og holdninger, hvis normer afviger fra omgivelserne.

Her som en godt 30-årig universitetslærer, der underviser i kunsthistorie på det noget forstokkede Wellesley College, hvis bestyrelse ser det som universitetets fornemste opgave at gøre pigerne klar til ægteskabet.

Bag facaden

Tiden er 1953-55. Efterkrigsårenes eufori er afløst af Eisenhower-periodens konsolidering og gradvise konformitet, og inden for en ramme af rigdom og respektabilitet viser filmen, at der bag facaden trives ordinære, somme tider gemene menneskelige følelser. Disse karaktertræk har Katherine Watson (Julia Roberts) svært ved at acceptere. Hun er idealist, og hun mener, at kvinder skal have en karriere i stedet for at falde til ro i ægteskabet. Og hun kræver af sine elever, at de ikke bare bevidstløst godtager lærebøgernes tekst, men at de også tænker selv, ja at de ligefrem tager stilling til kunsten og til verden udenfor.

Den slags liberale meninger er universitetet i New England slet ikke klar til, og filmen slutter, noget forudsigeligt, med at Katherine Watson efter to år forsvinder. Hun vil ikke have sin undervisning styret. Men på sin sidste dag oplever hun, at hendes elever flokkes om hende, hylder hende og spørger hende til råds om andet end den lukkede universitetsverden, selv overklassepigen Betty, der indtil da slavisk har indrettet sig efter sin mors firkantede verdensbillede. Men at hendes mand bedrager hende er den bekendte dråbe, og for første gang tager Betty selvstændig stilling - og vælger skilsmisse og bofællesskab i Greenwich Village med en veninde, som hun tidligere har skældt ud for at være universitetets luder!

Kompetent

Englænderen Mike Newell har instrueret, redeligt, dygtigt, kompetent - men også uden den subtilitet og fantasi, han tidligere har vist i film som "Fire bryllupper og en begravelse" og "Donnie Brasco", sandsynligvis fordi han først og fremmest er en reproducerende instruktør, der er afhængig af manuskriptets kvalitet.

Men filmen underholder solidt, både skuespillerne og lydsiden, som, med masser af sange fra begyndelsen af halvtredserne, er gennemtænkt og god, og filmens satiriske scener er ofte grinagtige, ikke mindst de autentiske annoncer, der i slutningen reproduceres som vidnesbyrd om, hvordan det etablerede samfund ville se kvinden - med en lærebog i den ene hånd og en stegepande i den anden hånd. For lærdom kunne være udmærket, men at kende sin plads i hjemmet var dog vigtigst!