DEN STORE STILHED: Instr. Philip Gröning

Film: Én af sæsonens mest særprægede biografoplevelser kan også blive én af de stærkeste.

DEN STORE STILHED

(Die grosse Stille)

Tyskland/Frankrig 2005

Instruktion: Philip Gröning

169 min.

Premiere i dag i Gloria i København.

Man kan roligt sige, at man aldrig har set noget lignende. Endsige hørt.

16 år efter at han første gang henvendte sig, fik den tyske filminstruktør Philip Gröning endelig lov til, som den første nogensinde, at filme indenfor i Grand Chartreuse-klostret udenfor Grenoble, højt oppe i de franske alper. Det er hovedsæde for karteuserordenen, som blev grundlagt i 1084 af Sankt Bruno af Köln og holdt til på stedet lige til den franske stat opløste klostret i 1903; det blev genoprettet i 1940.

Ordenen regnes for den mest asketiske munkeorden i den katolske verden, afholder sig så vidt muligt fra enhver kontakt udadtil og tilbringer det meste af tiden i nærmest total tavshed samt derudover også en høj grad af individuel isolation. I den verdslige verden er klostret bedst kendt for at producere den berømte, giftiggrønne Chartreuse-likør.

Næsten uden en lyd

I sammenlagt godt et halvt år boede Gröning hos munkene på deres vilkår. Resultatet, som skal have været en betydelig succes i den katolske del af Europa, er en næsten tre timer lang film, hvor der i emnets ånd nærmest ikke forekommer en lyd ingen musik, ingen fortællestemme.

Man hører stort set kun reallyde fra munkenes tyste hverdag. Heriblandt dog deres uakkompagnerede kirkesang; til gengæld taler de tilsyneladende kun sammen, når de få gange om året drager på små udflugter uden for selve klosterbygningen.

I stedet er det kameraet, der fører ordet, i så ren filmkunst, som man ellers sjældent får at se. I ekstreme nærbilleder af nogle af munkene, i svimlende naturpanoramaer over bjergene lige udenfor, eller rundt omkring i den pragtfulde klosterarkitektur, samt som flue på væggen når munkene læser, skriver, synger eller passer deres planter og urter. Som filmen udvikler sig for det gør den i sit ekstremt langsomme, ceremonielle tempo, bliver man som tilskuer suget fuldstændig ind i denne særegne verden. Det har ikke nødvendigvis noget med religion som sådan at gøre.

For det afgørende er ikke kun, hvad munkene tror på, det er tillige måden, de gør det på, og de omgivelser, de gør det i. Frem for alt den enorme, smittende ro, filmen formidler, som forudsætning for den åndelige søgen, munkene har viet deres liv til.

De tilbagevendende nærbilleder tjener også til at markere, at de strenge regler og det gennemregulerede liv ikke på nogen måde har udvisket den enkelte troendes særpræg. Snarere tværtimod, at dømme efter alle disse egenrådige og underfundige fjæs i mange aldre og hudfarver.

Bevidsthedsudvidende

Samtidig begynder man i forlængelse af roen at fokusere mere og mere på helt enkle og meget små ting, med både syns- og lyttesansen skærpet til det yderste. Bevidsthedsudvidende er et slidt og misbrugt ord, men for tilskueren, der har mod til at lade roen falde på sig, er denne film det som ikke mange andre.

Lige før slutningen taler så endelig en meget gammel og fysisk svagelig munk direkte til kameraet om, hvorfor han er fuldstændig afklaret med døden, og hverken frygter den eller noget andet. Det bliver et overvældende stærkt, og indlysende naturligt højdepunkt i filmen.

Med god grund får denne unikke film danmarkspremiere her i den stille uge. Det, den overfor selv den mest forhærdede, kulturradikale tidselsjæl har at byde på, kan de færreste påskefrokoster i familiens skød formentlig hamle op med og hvorfor i, må man sige, Himlens navn har den dog fået en censurgrænse på 15 år?

Endelig kan man notere sig, at disse troende og deres forgængere igennem snart 1000 år har formået at praktisere en ekstrem udgave af deres religion med fokus på troen og den åndelige søgen i sig selv uden nogen som helst ambitioner om at påtvinge andre den. Også det kan kun påkalde sig respekt.

jakob.levinsen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen