Ninja-skildpaderne skulle være blevet i kloakkerne

Teenage Mutant Ninja Turtles
USA, 2007
Instruktion: Kevin Munroe
87 minutter
Premiere over hele landet

I 1990 kom den første film om de fire skøre padder; Rafael, Donatello, Michelangelo og Leonardo. Det er i sig selv latterligt at opkalde fire skildpadder med Finn Nørbygård-humor efter store renæssancekunstnere. Det var pinligt grinagtigt dengang. Filmen mindede om et atomholocaustmareridt, hvor alle i universet var udslettet lige på nær en flok ninjagalninge med rygskjold og øjenmasker, der lignede Dick Turpins aflagte.

Dengang blev den forvirrende handling kombineret med en spirende skaterkultur. De talende padder skatede, hørte rapmusik og var på en løjerlig måde billede på en ny type unge. De kom fra subkulturen i paddernes tilfælde kloakkerne trodsede samfundets normer og kæmpede for retten til at være anderledes. Det gik altså lige. Ikke meget mening, men lige akkurat nok.

Der kom en toer i 1991 og en treer i 1993. Den sidste var så vederstyggelig, at den i flere år figurerede på uofficielle lister over historiens ringeste film.

I de 14 år, der er gået, er Ninja Turtles blevet et fænomen, og de har fået en trofast fanskare. Dermed er der sket det pudsige, at kvaliteten er blevet sat ud af kraft. Så længe det er noget med ninjapadderne, er det godt. Basta. Der blev lavet en elendig og muteret tv-serie, som stik mod sund fornuft og uden for pædagogisk rækkevidde blev en succes i det meste af verden. Derfor måtte der komme en firer på et tidspunkt. Historien er det rene nonsens. Noget med nogle portaler til fortiden, og ud af dem kommer 13 monstre og udødelige stenkrigere. Animationen er ret kedelig og uden den stoflighed, som vi efterhånden ved, at teknologien giver mulighed for. Padderne er lige så fjollede, pizzaspisende og spejderagtige, som de var dengang for 14 år siden.

Måske sidder man og håber, at de bliver smidt ind i den der portal til fortiden, og at nogen så slukker på portalkontakten, så vi slipper for dem en gang for alle. kultur@jp.dk