Annonce
Film & tv

A MIGHTY HEART Instr: Michael Winterbottom

Michael Winterbottoms nye film om bortførelsen af journalisten Daniel Pearl er en stærk og sympatisk skildring af krigen mod terror.

A MIGHTY HEART

England/USA, 2007

Instruktion: Michael Winterbottom

1 time 40 min.

Premiere i Dagmar og Grand i København, Metropol i Århus, Metropol i Ålborg og

Cafébiografen i Odense

[x] [x] [x] [x] [x]

I sin foregående film ”Vejen til Guantanamo” fortalte Michael Winterbottom historien om USA's blodtørstige militære ledelse, der efter 11. september var så forhippet på at finde frem til bin Laden, at eftersøgningen efter mulige Al Qaida-terrorister nåede ufattelige og næsten latterlige højder.

”A Mighty Heart” er på en måde en del af den samme store fortælling. Det er historien om Wall Street Journal-journalisten Daniel Pearl, der en dag forsvinder i Karachi i Pakistan den aften, han skulle interviewe en højtstående islamisk ekstremist.

Hans højgravide kone Mariane, der ligeledes er journalist, forstår alvoren med det samme, og inden for de første døgn efter hans forsvinden er deres hjem blevet til en kommandocentral for eftersøgningen, der inkluderer CIA, den pakistanske efterretningstjeneste og andre interesserede aktører.

Winterbottom har øje for både den store fortælling - det udenrigspolitiske spil - og den lille historie; kærligheden mellem Danny og Mariane og hendes nødvendige tro på, at han er i live.

Labyrintisk net

Filmen udfolder det labyrintiske net omkring Pearls forsvinden i højt tempo, og mistanken samler sig efterhånden omkring den islamisk militante Omar Saeed Sheik, der flere gange tidligere har bortført vestlige i Mellemøsten. Mens filmens personer leder efter den forsvundne Danny og forsøger at holde håbet oppe, kender tilskueren på forhånd udfaldet af historien, hvilket gør filmen grusom at se.

Den kamæleon-agtige Michael Winterbottom, hvis æstetiske kendetegn som instruktør er netop manglen på samme, forener i ”A Mighty Heart” sine dokumentariske evner med en effektiv krimi-afvikling på bedste Hollywood-maner og skaber dermed en film, der er både virkelighedsnær og komprimeret.

Bankende hjerte

Gang på gang dykker Marcel Zyskinds undersøgende kamera ned i menneskemængderne i Karachis kaotiske gader. Det var dette urbane vildnis, Danny og Mariane Pearl - en amerikansk jøde og en fransk-cubansk buddhist - frygtløst begav sig ind i.

Deres tro på, at oplysning kan skabe en bedre verden, er filmens bankende hjerte.

kultur@jp.dk

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Film & TV
Annonce
På den anden side

Kommentar: Drengene i grotten siger noget om en journalistisk krise

Palle Weis
Historien om drengene i grotten havde alt, og heldigvis kom de alle ud i live, men mediedækningen afslører også en tilgang, hvor føleri er det styrende princip.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her