En ghetto i ghettoen
"Tingbjerg-eksperimentet" følger idealistiske middelklassefamilier, når de flytter til Tingbjerg for at skabe en mere blandet bydel. Men integration viser sig at være sværere i praksis.
Tingbjerg er et dejligt sted at bo. Der er grønne områder, udsigt og masser af plads til børnene. Der mangler bare et mikrobageri, et mikrobryggeri og en upcycling-genbrugsbutik.
Det mener kunstneren Maja, der sammen med sin mand og to små sønner flytter ind i et nybygget rækkehus i den socialt belastede bydel. De har ansøgt om at købe huset til reduceret pris som led i en byudviklingsplan, der skal skabe en mere ”blandet” beboersammensætning. Læs: tilføre ressourcestærke, hvide middelklassefamilier til området. Derfor har de nye beboere i ansøgningen beskrevet deres entusiasme for at bo i et multikulturelt samfund og delt deres visioner for, hvordan bydelen kan få et løft.
»Det er vildt, at I får lov til at købe de her boliger. I er eddermame heldige,« siger byudviklingsdirektør i Nrep Jens Kramer Mikkelsen igen og igen.
Men får han nu også ret? Det giver dokumentarfilmen ”Tingbjerg-eksperimentet” et nuanceret svar på.