Når ungdommen stævner ud
DR’s dokumentar “Skibet – 5 måneder for evigt” følger fire unge mennesker på skoleskibet Georg Stage i et generationsportræt om dannelse, disciplin og det sidste skridt ud af barndommen.
Hvad skal man stille op med det unge liv, når fremtidsdrømmene ikke står soleklare, og eksistensen kan føles lidt tom?
Det er der mange forskellige bud på, og “Skibet – 5 måneder for evigt” tilbyder et særligt indblik i et af dem: livet som elev på skoleskibet ”Georg Stage”, hvor man i fem måneder tørner ud og lærer disciplin, sammenhold og et helt fundamentalt sømandskab – hvis man da ellers hører efter.
Det lykkes med varierende held for Charlie Elvis, Amalie, Inge-Marie og Thea, som er de fire hovedpersoner i DR’s nye dokumentar.