Historien om Mufasa er ikke original, men den holder
Der er ikke mange overraskelser at hente i "Mufasa: Løvernes Konge", der spiller loyalt på den allerede kendte mytologi. Men det er alligevel både underholdende og flot.
Det er 30 år siden, at Disney-nyklassikeren ”Løvernes Konge” havde premiere. Med sin ”Hamlet”-inspirerede fortælling om kongemord og søskenderivalisering, sine ekstremt smittende sange om livets kredsløb og ”hakuna matata” og ikke mindst selvfølgelig elskelige figurer var ”Løvernes Konge” i den grad med til at definere Disneys tredje guldalder i 1990’erne.
Fortællingen om løveungen Simba, der vokser op som udstødt hos vortesvinet Pumba og surikaten Timon efter at have levet med den vrangforestilling, at han var skyld i sin fars død, holder selvfølgelig den dag i dag. Det gjorde den også i Jon Favreaus forsøg på at omdanne den originale tegnefilm til computeranimeret live action i 2019. Nu får vi så filmen ”Mufasa: Løvernes Konge”, der former sig som en såkaldt origin story, hvor der kastes lys over de begivenheder, der gik forud for Simbas fortælling.
Og selv om det måske er de færreste, der har ligget søvnløse over de mulige årsager til det glødende uvenskab mellem den godmodige og retfærdige konge Mufasa og hans forbitrede bror, Scar, eller overvejet præcis, hvordan Mufasa mødte Simbas mor, Sarabi, så føjer Barry Jenkins’ seneste skud på ”Løvernes Konge”-stammen sig fint til forgængerne.