Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Der er stadig bånd, der binder ham

Disney spiller virkelig med musklerne i Robert Zemeckis' fantasifulde og overdrevne nye version af ”Pinocchio”.

Alle kender historien om den lille dreng af træ, der så frygtelig gerne vil være en rigtig dreng. I årevis har Disneys 1940-version af Carlo Collodis italienske børneklassiker fra 1838 været den primære kulturelle reference, når det kommer til ”Pinocchio”, og selv Disneys version ses sjældent i sin helhed, men reduceres ofte til den nuttede passage, som vi år efter år kan ses i ”Disneys juleshow”, hvor Pinocchio går på scenen i landevejsteatersvindleren Strombolis teater og synger ”Der’ ingen bånd, der binder mig”.

Jeg har altid syntes, at ”Pinocchio” var en af de mindst børnevenlige børnefilm og fortællinger. Jeg har aldrig kunnet få nogle af mine børn til at blive siddende, når de frække, pjækkende drenge forvandles til æsler, eller når Pinocchio på sin færd ud i verden med Jesper Fårekylling (stemme af Joseph Gordon-Levitt) ved sin side som samvittighed bliver lokket væk fra dydens smalle sti af den skumle ræv og hans makker. Pinocchio har en næsten karnevalsk uhygge over sig, som bestemt ikke er børnevenlig.

Nu er Disney+ klar med en såkaldt live action-udgave af ”Pinocchio”, der er instrueret af ingen ringere end Robert Zemeckis, kendt for bl.a. ”Tilbage til fremtiden”-filmene og ”Forrest Gump” (1994).