Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv
Artiklen opdateres

Filmfestivalen i Cannes udskydes grundet coronavirus

Cannes Filmfestival udskydes som følge af coronaudbrud. Festivalen kan blive afholdt i juni eller juli.

/ritzau/

Den 73. udgave af filmfestivalen i Cannes udskydes, oplyser festivalen i en pressemeddelelse torsdag aften.

En ny dato kan blive i slutningen af juni eller begyndelsen af juli.

Festivalen i det sydfranske skulle have været afholdt fra 12. til 23. maj.

Arrangørerne afventer nu yderligere meldinger fra franske og internationale sundhedsmyndigheder inden den vil finde de endelige ny datoer.

- I denne tid med en global sundhedskrise er vores tanker hos de ramte af Covid-19 (sygdommen, der følger af coronavirus, red.), og vi udtrykker vores solidaritet med alle dem, der bekæmper virusset, skriver festivalen i pressemeddelelsen.

Festivalen oplyser, at den overvejer flere mulige datoer, men slutningen af juni og begyndelsen af juli er i øjeblikket førsteprioritet.

Festivalen anses som en af de mest prestigefyldte filmfestivaler i verden. Den uddeler hvert år Guldpalmen for bedste film.

Den danske filminstruktør Lars von Trier vandt prisen i 2000 for sin film ”Dancer in the Dark”.

Den seneste vinder af Guldpalmen er den sydkoreanske film ”Parasite” af Bong Joon-ho i 2019. Den vandt også prisen for Bedste Film ved Oscar-uddelingen i år.