Will Smith er lampens ånd i den nye ”Aladdin”, der er et helt igennem overdrevet udstyrsstykke
Live action-versionen af ”Aladdin” er en på en gang uskøn og vidunderlig fejring af det overdrevne.
Det måtte jo ske. I rækken af stort anlagte live action-udgaver af bagkatalogets tegnefilm – jeg nævner i flæng ”Dumbo” (2018), ”Skønheden og udyret” (2017) og ”Junglebogen” (2016) – er turen nu kommet til en anden animationsklassiker, nemlig ”Aladdin”, som instruktøren Guy Ritchie har sat sit personlige præg på. Og det lykkes heldigvis til en vis grad at bevare noget af den 1001 nat-lignende stemning fra tegnefilmen fra 1992, hvor salig Robin Williams lagde stemme til lampens ånd.
Aladdin (charmerende Mena Massoud) er som bekendt en renhjertet gavflab af en gadeknægt, hvis verden ændres, da han ved et tilfælde støder på den smukke prinsesse Jasmin (Naomi Scott), der også fatter interesse for ham. Men det er ikke kun prinsessen, der har øje på Aladdin. Det har også den magtsyge storvisir Jafar (Marwan Kenzari), der har brug for en ren sjæl til at stjæle en magisk lampe fra den ugennemtrængelige grotte.
Der skal ikke gnides længe på lampen, før Will Smith med sydstatsaccent og i gøglerantræk dukker op som Genie og lader Aladdin vide, at han nu har tre ønsker, som han skal bruge med omtanke.
Der er intet nyt under solen i ”Aladdin” – lige med undtagelse af et par ekstra sange, der bidrager til den gennemgående musicalfornemmelse – og man kunne sagtens indvende, at der er noget problematisk ved, at det kun er bipersonerne og den onde Jafar, der taler engelsk med mellemøstlig accent.
Ritchies signatur fornemmer man mest i den kække humor, der giver filmen et forsonende uhøjtideligt præg. Og så er der noget forjættende ved fejringen af de arabiske nætter som et drømmenes paradis, hvor man suser af sted på flyvende tæpper. Man skal være mere end almindeligt blasert, hvis man ikke barnligt lader sig overrumple af Disneys filmmagi.