Adam Price står bag ny Netflix-serie
Serien "Ragnarok" bliver optaget i Norge og Danmark i løbet af 2019.
Manden bag prisvindende tv-serier som ”Borgen” og ”Herrens Veje” har givet sig i kast med en ny, stor skandinavisk produktion.
Manuskriptforfatter og instruktør Adam Price står nemlig bag en ny norsk Netflix Original-satsning, som skal optages i Danmark og Norge i løbet af 2019, oplyser streamingtjenesten i en pressemeddelelse.
Der er tale om en stort anlagt serie, der får navnet ”Ragnarok”. Et såkaldt coming of age-drama med afsæt i den nordiske mytologi i en moderne kontekst med Adam Price som hovedforfatter og executive producer.
Historien foregår i den fiktive by ”Edda” i Norges storslåede natur og er skrevet af et hold bestående af forfattere fra hele Skandinavien.
»Serien tager sit udgangspunkt i en problemstilling, som ikke kun mennesker i Norden, men over hele verden, i stigende grad bliver tvunget til at forholde sig til; vores klima, som gennem de senere år har været under voldsom forandring,« forklarer Adam Price om serien i pressemeddelelsen.
»Polerne smelter med en hastighed, ingen havde forventet. Vi går gennem lange tørkeperioder. Vintrene er for varme. Oftere og oftere oplever vi voldsomme skybrud. På alle måder ekstreme vejrforhold. Verden er under forandring, og nogen vil måske påstå, at vi er på vej mod et nyt Ragnarok. Medmindre nogen når at gribe ind.«
Foreløbig er der annonceret seks afsnit af serien, der produceres af SAM Productions. Premieredatoen og rollelisten har Netflix endnu ikke løftet sløret for.
”Ragnarok” er den anden skandinaviske serie, som amerikanske Netflix engagerer sig i. I foråret var der premiere på den danskproducerede science fiction-serie ”The Rain”, som vil blive fulgt op med endnu en sæson.