Provosucces om frygtelig kvinde er enten for farlig eller for mainstream til udlandet
Christian Tafdrups biohit "En frygtelig kvinde" er vraget af Skandinaviens største filmfestival i Gøteborg.
I Danmark går Christian Tafdrups ”En frygtelig kvinde” usædvanlig godt i biograferne.
Lavbudgetfilmen, der havde premiere 1. juledag, har solgt over 132.000 billetter, og hvor en films billetsalg normalt daler støt efter åbningsweekenden, har det satiriske drama om tabuiserede problemstillinger i parforholdet i nogle uger formået at øge sit salg.
Til gengæld er det ikke lykkedes Det Danske Filminstitut eller salgsagenten Level K at få filmen så langt ud på det internationale festivalmarked, som Tafdrups forrige spillefilm, ”Forældre”, var.
”En Frygtelig Kvinde” optræder ikke engang blandt de film, som skal vises på den kommende Gøteborg Filmfestival, hvor danske film ellers tropper op med hele 17 titler.
Christian Juhl Lemche, festivalkonsulent ved Det Danske Filminstitut, forklarer, at Göteborg kender filmen, da den i fjor blev præsenteret som ”work in progress”.
»Titlen kan opfattes provokerende af nogle i den internationale filmbranche, hvor kønsdiversitetsdebatten har været i gang også før #Metoo. Jeg kan ikke forklare, hvorfor filmen ikke er med, men Christian Tafdrup talte selv om den deroppe i fjor og gjorde klart, at der ikke er tale om et mandschauvinistisk værk. Min fornemmelse er, at ”En frygtelig kvinde” bliver oplevet som en mainstreamfilm, og festivalerne går ofte efter værker, som er mere udfordrende filmsprogligt. Jeg tror, at de festivaler, der har vist den har købt ind i filmens humor,« siger Christian Juhl Lemche.