Her er "Vild med dans"-deltagerne
Sportsfolk, kunstnere, en politiker, en vejrvært og en alderspræsident er med på holdet.
Den syvende sæson af "Vild med dans" har premiere på næste fredag kl. 20.00 på TV 2.
"Det er som juleaften, vi ved, hvad der skal ske, men vi ved ikke, hvad vi får," sådan præsenterer TV 2s underholdningschef Gitte Madsen årets program.
Dommerne er de samme som sidste år, men det er værtsparret ikke.
Ny vært
Årets værtspar er Claus Elming, som er med for femte gang, og Christiane Schaumburg-Müller, der er debutant. Hun er bl.a. kendt fra dramaserien "2900 Happiness".
Som noget nyt i år får Claus Elming rollen som den indlevende interviewer, der skal tale med danserne backstage.
Det job har han overtaget fra den tidligere vært Andrea Elisabeth Rudolph.
Et puslespil
Gitte Madsen har været med til at caste årets deltagere - og hun er rigtig glad for sammensætningen.
"Det har været et stort puslespil at finde de rette deltagere til årets "Vild med dans." Vi skal både have den rette blanding - folk i forskellige aldre og fra forskellige faggrupper. Og så skal de have tid og ikke mindst lyst til at være med," siger hun til jp.dk.
Det, de 10 deltagere har tilfælles, er ifølge Gitte Madsen, at de er rigtig dygtige inden for deres felt.
"Om de er dygtige nok til at blive og danse fredag efter fredag - det bestemmer danskerne," siger hun.
TV: Se de nye Vild med dans-deltagere her
Fakta om deltagerne:
- Den tidligere fodboldspiller Allan Nielsen, 39, skal danse med Vickie Jo Ringgaard, som har vundet "Vild med dans" to gange. Allan Nielsen er kæreste med Tina Lund, der tidligere har været med i programmet.
- Den 29-årige komiker Anne Kejser, som er kendt fra programmet "Slemme, slemme piger" på TV 2 Zulu, har også sagt ja til at være med i "Vild med dans." Hun skal danse med den 23-årige Martin Wardinghus Glerup, der er "Vild med dans"-debutant.
- For første gang gæster en folketingspolitiker "Vild med dans" - Venstres næstformand Kristian Jensen, 39. Han skal danne par med danseren Katrine Bonde, der har været med to gange før.
- Årets program får også besøg af en cykelrytter. Michael Rasmussen på 36 år skal svinge hofterne sammen med Mie Moltke. Hun har været med i programmet seks gange før.
- På holdet kommer også journalist og sportskommentator Kurt Thyboe. Han er med sine 70 år den ældste deltager i "Vild med dans" nogensinde. Han skal pudse sine dansetrin af med hjælp fra Karina Frimodt, som er med i "Vild med dans" for første gang.
- Caroline Wozniackis bror fodboldspilleren Patrik Wozniacki på 24 år skal danse med Claudia Rex, der er med for anden gang.
- Smykkedesigneren Christina Hembo, 32, skal danse med den erfarne Thomas Evers Poulsen. Han har været med i alle syv sæsoner - i anden sæson var han med som dommer. Og i 2005 vandt han konkurrencen sammen med skuespilleren Mia Lyhne.
- Go' morgen Danmarks vejrpige Cecilie Hother, 31, skal danse med Mads Vad. Han er med i programmet for femte gang.
- Sangerinden Dicte på 44 år skal på dansegulvet med Michael Olesen, som er med i "Vild med dans" for fjerde gang.
- Den 35-årige skuespiller Laura Drasbæk, som er aktuel i TV 2s dramaserie "Lærkevej," skal danse med Silas Holst, der nåede til finalen i sidste sæson.