Kulturhistoriker: Kunst har til opgave at sætte foden der, hvor det gør allermest ondt

Tusindvis af mennesker har i de seneste dage involveret sig i en ophedet debat om det hjørne af Mindeparken i Aarhus, der netop nu dækkes til af hvid og rød akrylmaling. Malingen er sprøjtet på af den tyske kunstner Katharina Grosse som led i Aros’ udstilling ”The Garden”. Og selvom udstillingen officielt først åbner på lørdag, har debatten om Katharina Grosses kunstværk været på sit højeste.

For var det virkelig nødvendigt at udsætte naturen for giftstoffer for at gøre opmærksom på menneskets forurening af kloden?

Erlend Høyersten, direktør på Aros, har via Facebook forklaret, at man bevidst har malet på et naturområde, der hurtigt kan blive sig selv igen, og at akrylmalingen kan skrælles af, og jorden dyrkes på ny.

»Aftrykket på naturen vil være langt mindre i dette tilfælde end det aftryk, vi sætter i det daglige gennem vores brug af pesticider i landbruget og i vores haver, eller for den sags skyld træder græsset ned på utallige festivaler over det ganske land, eller når vi kaster lidt brænde i ovnen for hyggens skyld.«

På Naturhistorisk Museum vakte kunstværket – og i særdeleshed dets budskab – glæde hos cand.scient. og museumsinspektør Morten D.D. Hansen.

»De siger selv, at malingen er ugiftig, men selv hvis den er moderat giftig, er det ikke værre, end at folk hver dag maler deres både med algefjerner nede ved havnen. Jeg var blevet hammersur, hvis det var foregået ude på de gamle egetræer eller på en blomsterrig lokalitet med sjældne, vilde bier – så skulle du se mig tage affære. Men det her gør virkelig ikke mere skade end alt andet, vi gør hver dag.«

Udstiller ubehageligheder

Det er langtfra første gang, at et kunstværk har rystet danskerne. Det første i nyere tid, der for alvor vakte harme, var professor og billedkunstner Bjørn Nørgaards ofring af en hest i 1970 – en protest mod Vietnamkrigen. Og så var der de 10 uskyldige sværddragere, der blev placeret i hver sin blender på kunstmuseet Trapholt i Kolding.

Om værket i Mindeparken i Aarhus siger kunsthistoriker og kulturforsker ved Københavns Universitet Gregers Andersen:

»Dette værk udstiller, at vores grundlæggende forhold til naturen er ret destruktivt. Får vi det smidt lige op i ansigtet, vækker det måske en form for skyldfølelse. Og så vælger mange at beskytte. Den beskyttelse anerkender jeg – især hvis den kommer fra mennesker, der prøver at leve bæredygtigt og ansvarligt. Men det bliver hyklerisk, hvis der bag forargelsen ligger en livsstil med et stort aftryk på klodens forurening.«

Han er også forfatter til debatbogen ”Grænseløshedens Kultur”, der beskæftiger sig med klimaet.

»Via kritik skal kunsten udstille de ubehageligheder, som vi mennesker ellers ikke er glade for at indrømme. Kunsten skal sætte foden der, hvor det gør allermest ondt. Der er et enormt behov for, at folk bliver vækket af den døs, de lever i med et – for manges vedkommende – stort aftryk på klimaet,« siger han.

Det er ikke kun kunstmuseet Aros, der denne sommer beskæftiger sig med naturen. Kunsthal Charlottenborg viser fra den 18. juni udstillingen ”Slow Violence”, der beskæftiger sig med menneskets aftryk på naturen. Og når det handler om natur, har kunsten en vigtig opgave, mener kurator Katarina Stenbeck.

»Når kunsten er kritisk undersøgende, kan den udfordre dominerende forestillinger og flytte den måde, vi forstår vores relation til omgivelserne på. Det er derfor oplagt, at idéen om naturen som ekstern til mennesket, der har haft graverende konsekvenser for kloden, er et tema, som kunsten kan hjælpe os med at forstå.«