Tidligt Picasso maleri solgt for svimlende beløb
Auktionshuset Sotheby's i London har solgt maleri til knap en halv milliard.
418.716.566 kroner.
Så meget er et af Picassos tidlige kubistiske malerier blevet solgt for på auktionshuset Sotheby's i London.
Værket Femme Assise fra 1909 har ikke været handlet i mere end fire årtier, og sælgeren, hvis identitet er ikke blevet afsløret, købte værket i 1973 3,3 mio. kroner.
Dermed er maleriet steget med mere end 50 gange dets værdi.
Pablo Picasso malede Femme Assise, som var inspireret af hans kæreste Fernande Olivier, i den lille spanske landsby Horta de Ebro. Her videreudviklede Picasso sin revolutionære kubistiske stil, hvor han forvrængede sit motiv ved at bruge kantede geometriske former. Femme Assise er malet to år efter hans banebrydende Les Demoiselles d'Avignon/Frøknerne fra Avignon (1907).
Ifølge Helena Newmann, leder af Sotheby's afdeling for impressionistisk og moderne kunst, sker det meget sjældent, at et kubistisk maleri af denne kaliber bliver udbudt til salg, da stort set alle de betydelige værker af denne periode er i internationale museer og institutioner.
Interessen for maleriet viste sig tirsdag også at være stor, og hammerslaget blev dermed mere end 100.000.000 kroner højere, end maleriet var udbudt til.
Forventningen var nemlig, at Femme Assise ville indbringe 43 millioner dollars, svarende til 290 millioner kroner.
Det er også et Picasso-maleri, der har rekorden som det dyreste, der nogensinde er blevet solgt på auktion.
Det skete sidste år med salget af Les Femmes d'Alger (Version O) fra 1955 på auktionshuset Christie's i New York. Maleriet blev her solgt for 179,4 millioner dollars, hvilket svarer til 1.200.000.000 kroner.
Ifølge opgørelser er to andre af Picassos malerier blevet solgt for mere end 100 millioner dollars.
Nude, Green Leaves and Bust fra 1932 blev solgt for 106,48 millioner dollars (701 mio. kr.) i 2010, og Garçon à la pipe fra 1905 for 104,16 millioner dollars (686 mio. kr.) i 2004.