Endnu en Titanic-myte lider skibbrud
Antallet af isbjerge var i april 1912 ikke urovarslende højt - i dag er der flere.
I beretningerne om "Titanics" tragiske forlis den 14. april 1912 er der en, der er gået igen uden at der er sat ret mange spørgsmålstegn ved den.
I følge adskillige beretninger om forliset, så skulle der netop i april det år have befundet sig ekstra mange isbjerge i området, hvor skibet forliste på sin jomfrurejse og sank, hvorved 1.500 mennesker mistede deres liv.
Nye videnskabelige klima-analyser afslører, at antallet af isbjerge på det tidspunkt ikke var højere end gennemsnittet for farvandet i april.
Der er flere i dag
Faktisk - oplyser et hold britiske miljø-forskere knyttet til universitetet i Sheffield i England - er der lige nu langt flere isbjerge i området, end der var da "Titanic" forliste.
Lederen af forskergruppen, Grant Bigg, skriver i en artikel publiceret i det videnskabelige tidsskrift Weather, at den nye forskning bør sætte en stopper for påstanden om, at 1912 var et specielt isfyldt år.
Fra Sydgrønland
Samtidig gennemhuller forskerne en anden myte:
Nemlig at det isbjerg, som Titanic sejlede ind. i skulle være brækket af den enorme isbræ ved Illilusat i Grønland. Isbjerget - viser de nye undersøgelser - er sandsynligvis brækket af en bræ et sted i Sydgrønland i efteråret 1911.
Teamet har i dets analyser af klimasituationen omkring Grønland brugt computer-modeller skabt på baggrund af tilgængelige data.
Mange af disse er stillet til rådighed af U.S. Coast Guard's International Ice Patrol, der begyndte at indsamle og registrere data allerede omkring år 1900.
Større risiko i dag
Grant Bigg konkluderer på baggrund af de bearbejdede data, at det på grund af generelle klimaforandringer i dag er mere risikofyldt at sejle nær Grønland, end det var i 1912.
I perioden 1991 til 2000 blev der i fem år registreret væsentlig flere isbjerge i farvandet, end tilfældet var i 1912. oplyser de britiske forskere.
Endelig undersøgte forskerne også ved hjælp af en computer-simulering et isbjergs udvikling fra det knækkede af bræen i Sydgrønland, indtil isbjerget blev påsejlet af Titanic.
Meget smeltede bort
Da det knækkede af var det 500 meter bredt og 300 meter højt.
På det tidspunkt da Titanic ramte bjerget, var det blot 100 meter bredt.
"Men det må stadig have set stort ud for mennesker ombord på skibet, selvom det var smeltet temmelig meget", bemærker Grant Bigg.