Sanktioner kan føre til overraskende koncertaflysninger

Finland går måske glip af Justin Timberlake og Miley Cyrus m.fl. på grund af Krim-konflikten.

Artiklens øverste billede
Popstjernen Miley Cyrus (til højre) bliver måske - sammen med andre store koncertnavne - tvunget til at aflyse sin koncert i Finlands nationalarena på grund af sanktionerne mod russiske toppolitikere.

Los Angeles

USA og EU’s sanktioner mod udvalgte russiske toppolitikere kan på besynderlig vis komme til at spænde ben for en række amerikanske verdensstjerners koncertoptrædener i Europa.

Popstjernerne Miley Cyrus og Justin Timberlake og andre store navne er eksempelvis programsat til at give koncert i Hartwell Arena i Finlands hovedstad Helsinki.

Hartwall Areena er Finlands nationalarena, som danner rammen om de helt store sports- og musikarrangementer. Det var eksempelvis her, at man i 2007 arrangerede finalen i Eurovision Song Contest.

Putins venner

Men arenaen, som har plads til over 13.000 tilskuere, ejes imidlertid af tre russiske rigmænd, som har særdeles gode forbindelser til den udskældte præsident Vladimir Putin.

Alle tre - Gennady Timchenko og brødrene Boris og Arkady Rotenberg – optræder nemlig på listen over personer, som ikke længere er velkomne i USA eller i Den Europæiske Union, og som i øvrigt kan vinke farvel til eventuelle midler, som de måtte have stående i banker i USA eller EU.

Gennady Timsjenko regnes for et af de mest magtfulde mennesker i Rusland og er medstifter af Gunvor Group, verdens fjerde største forhandler af råolie.

Arkady og Boris Rotenberg er også medlemmer af Putins inderkreds og har desuden tidligere trænet judo med den russiske præsident.

Advokater undersøger sagen

Det er den amerikanskbaserede koncertarrangør Live Nation, der står bag de planlagte arrangementer, og en talsmand for selskabet oplyser, at man naturligvis vil respektere de amerikanske sanktioner.

”Vi er lige nu ved at undersøge, om dette kan få indvirkning på de shows med amerikanske kunstnere, som skal optræde i netop denne arena," siger Nina Castrén, administrerende direktør hos Live Nation Finland, til NBC News.

”Vi ved endnu ikke, om koncerterne må aflyses, men vores advokater er ved at undersøge, hvad det betyder for os og koncertstederne,” tilføjer hun.

Financial Times, som var det første medie, der omtalte den potentielle konflikt, skriver, at Live Nation kan blive forbudt at gennemføre økonomiske transaktioner med arenaen og de russiske ejere.

Mange store arrangementer

Hvis man allerede har betalt arenaen før de iværksatte sanktioner, er der tilsyneladende ingen problemer.

”Men hvis Live Nation fortsat skylder penge for leje af arenaen, så kan der opstå problemer,” siger Anthony Woolich, en ekspert på området, til Financial Times.

Hartwell Arena annoncerer fortsat for arrangementerne med Justin Timberlake og Miley Cyrus på arenaens hjemmeside.

Der reklameres ligeledes for koncerter med rockbandet Aerosmith, Nine Inch Nails og Elton John samt flere store sportsbegivenheder herunder en ishockeylandskamp mellem Finland og Rusland.

Både USA og EU har truet med flere økonomiske sanktioner, hvis Rusland ikke sætter sig til forhandlingsbordet i konflikten om Krim-halvøen og Ukraine.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen