Nyt lys på orkesters mørke fortid
Efter årtiers hermetisk lukkethed offentliggøres nu detaljer om orkesterets nazi-fortid.
Det verdensberømte philharmoniske orkester i Wien har foretagetaget et ganske usædvanligt skridt for at råde bod på orkesterets meget tætte bånd til nazisterne under Anden Verdenskrig.
I 1942 var over halvdelen af orkesterets musikere medlem af nazi-partiet. 13 af orkesterets medlemmer var jøder, og de blev smidt ud. Fem af dem døde senere i Hitlers udrydelses-lejre.
Orkesterets nazistiske fortid har været kendt i årevis, men kun i store træk.
Detaljerne fra hvad det østrigske orkester til dato har opfattet som en dyster fortid, der helst skulle glemmes, er først kommet til offentlighedens kendskab for nylig.
Blandt andet tildelte orkesteret fem topnazister en særlig hædersbevisning.
Udmærkelser trukket tilbage
Faktisk skete det allerede i oktober, men først i fredags blev det offentligt kendt.
Blandt modtagerne var Wiens guvernør i årene 1940-46 Baldur Von Shirach, der beskrev sin medvirken til deportation af i tusindvis af jøder, som sit "bidrag til den europæiske kultur".
De øvrige modtagere var Arthur Seyss-Inquart, der senere blev henrettet for sine forbrydelser mod menneskeheden, guvernør Friederich Rainer, SS-leder Albert Reitter, Wiens borgmester Hanns Blaschle og Rudolf Toepfer, der var chef for de tyske jernbaner.
Det er dokumenteret at også Hitler var tiltænkt en udmærkelse.
Men om han fik den, vides ikke, men orkesteret understreger, at dersom det var tilfældet, så er også denne formelt tilbagekaldt.
Opgør med fortiden
Bestræbelserne på et opgør med fortiden og en erkendelse af de udtalte nazi-sympatier optager i disse måneder orkesteret betydeligt.
Så meget, at orkesteret har hyret historikeren Oliver Rathkolb til at blotlægge orkesterets nazistiske fortid.
Adskillige hilser orkesterets stigende åbenhed og erkendelser meget velkomne.
Kæmpede i mange år
Blandt disse historikeren Fritz Truempi, der i årevis kæmpede en sej kamp for at få udleveret dokumenter fra orkesterets arkiver til brug i bogen "Polisierte Orchester" (2011).
"For ti år siden var det umuligt at få adgang til vigtige dokumenter i orkesterets arkiver. Så meget er sket på relativ kort tid", siger han til nyhedsbureauet Reuters i anledningen af tilbagekaldelsen af de fem udmærkelser og orkesterets generelle ønske om at få blotlagt dets meget tætte bånd til nazisterne.
Når millioner over hele Europa om få dage igen nyder den berømte nytårskoncert, præsenteres de samtidig for et levn fra fortiden.
Det var nazisternes propaganda-ministerium, der lancerede den årlige nytårskoncert i Wien.