DR-chef: Heldigvis er det fridag i morgen
Arbejdet med at finde sted og værter til næste års Melodi Grand Prix starter tirsdag, siger underholdningschef Jan Lagermand Lundme.
Knap var Emmelie de Forest blevet udråbt som vinder af gårsdagens finale i det europæiske melodi grand prix, før spekulationerne om næste års show i Danmark begyndte at pible frem.
Men arbejdet med at finde sted og værter til den store begivenhed starter først, når sejrsrusen har lagt sig.
"Lige nu er vi i en sejrsrus, og det fortsætter vi med i dag. Og så er det fridag i morgen, det er meget heldigt. Men så starter arbejdet også på tirsdag," siger DR's underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, til Jyllands-Posten.
Skal mere til
Da Melodi Grand Prix i 2001 blev afholdt i København, var det værtsparret Natasja Crone og Søren Pilmark, som stod i spidsen for begivenhederne.
Buddene på, hvem værten eller værterne til næste års Melodi Grand Prix skal være, er begyndt at strømme ind. Men Jan Lagermand Lundme understreger, at der er masser af tid til at få værtsrollen på plads.
"Det allervigtigste er at finde de eller den rigtige. Hvornår det lige sker, er egentlig ikke så vigtigt. Selvfølgelig skal man finde ud af det et stykke tid i forvejen, men det er ikke der, vi vil starte," siger Jan Lagermand Lundme.
"Først skal vi finde ud af, hvad det skal være for et slags show, og hvad er det for nogle værdier, vi vil putte ind i det. Og når vi så har fundet ud af det, så kan man begynde at tænke på, hvilken værtsprofil, der ville passe ind i det," siger han.
Imponerer ikke
Står det til danskerne, kunne P3-værterne Esben Bjerre og Peter Falktoft være et godt valg.
Monte Carlo-drengene har meldt sig klar, og næsten 12.000 personer har i skrivende stund klikket "synes godt om" en Facebook-side, der støtter radioværternes kandidatur.
Men det er dog ikke nok til at overbevise Jan Lagermand Lundme:
"Det er ikke den måde, vi finder værter på. Det er et virkelig seriøst stykke arbejde, man skal gøre for at finde den rigtige. Der skal mere end 12.000 likes på Facebook til," siger han.
Kigger på hele Danmark
Samtidig spekulerer mange på, hvorvidt næste års grand prix ligesom i 2001 skal afholdes i København, eller om arrangementet skal afholdes et andet sted i landet.
Danske byer er begyndt at melde sig som værter til næste års musikfest. Og selvom der bliver stillet meget specifikke krav til, hvad stedet skal kunne, understreger Jan Lagermand Lundme, at hele landet er i spil.
"Vi kigger på hele Danmark og tager alle henvendelser alvorlige," siger han. Kæmpe folkefest i København