Krasnik om Hedegaard-kritik: Jeg vil ikke undskylde for formen
"Jeg forstår ikke, hvor jeg skulle have løjet," siger Martin Krasnik.
DR2-journalisten Martin Krasnik har svært ved at forstå, hvorfor han bliver kaldt en løgner af Trykkefrihedselskabets formand, Lars Hedegaard.
""Det er heftigt at beskylde mig for at lyve. Det må man kunne godtgøre ordentligt, og jeg kan ikke gennemskue, hvad jeg angiveligt lyver om," siger han til Jyllands-Posten.
Torsdag valgte en af hovedpersonerne i de seneste ugers store mediedebat endelig at komme med sin udlægning af det omdiskuterede og særdeles kritiske interview på DR 2's "Deadline" den 17. marts.
Afhøring eller interview
I en kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten skrev interviewets "offer", Lars Hedegaard, at der var tale om "en afhøring".
"Jeg indrømmer blankt: Det var mig umuligt at svare på den byge af løgne, beskyldninger og manipulationer, som Martin Krasnik havde brygget sammen til sit såkaldte interview (...) tydeligvis i den hensigt at fratage mig al ære og værdighed," lød det bl.a.
Men Krasnik, som stillede spørgsmålene den 17. marts, begriber ikke, hvorfor Hedegaard bruger ordet afhøring.
Krasnik: Jeg forstår det ikke
"Det var et interview, hvor der blev stillet spørgsmål, som han kunne svare på. Nogle af spørgsmålene var formuleret som en modpåstand til nogle af hans argumenter, og det kunne han også svare på. Jeg ved ikke, hvad han så mener med en afhøring," siger journalisten.
Når det gælder de såkaldte "løgnehistorier", undrer Krasnik sig ligeledes.
"Jeg kan ikke se, hvor Hedegaard egentlig mener, jeg lyver. Han siger, at jeg kalder hans kilde, Serge Trifkovic, for krigsforbryder. Men hvis man ser interviewet, vil man straks kunne iagttage, at jeg ikke kalder ham for krigsforbryder. Jeg siger derimod, at Trifkovic har rådgivet en serbisk krigsforbryder, og det har han, den tidligere præsident for Republika Srpska, Biljana Plavsic, som er anklaget og dømt for krigsforbrydelser."
Vil ikke undskylde for form
Lars Hedegaard afslutter kronikken med disse ord:
"Jeg ser frem til, at Martin Krasnik siger undskyld for sine løgnehistorier."
Men det skal han vist ikke regne med.
"Jeg ved ikke, hvad det er, jeg skal undskylde. Det handler endnu engang om formen, og den vil jeg selvfølgelig ikke undskylde for. Det skal jo handle om indholdet," siger Martin Krasnik.