Hitlers mundskænk levede i evig frygt

En nu 95-årig kvinde fortæller om sine grufulde oplevelser under Anden Verdenskrig.

Artiklens øverste billede
Sådan så der ud inde i Ulveskansen efter bomben, som førte til, pigerne ikke længere måtte bo hjemme hos dem selv.

Hvert måltid kunne potentielt have været hendes sidste i to og et halvt år. De følgende år var fyldt med rædsler, men hun overlevede.

Margot Wölk var 24 år og arbejdede som sekretær, da hun blev nødt til at flygte fra forældrenes lejlighed i Berlin, som var blevet bombet i vinteren 1941. Hun tog hen til sin svigermors hus i landsbyen Gross-Partsch, som i dag hedder Parcz og ligger Polen.

I Gross-Partsch var der idylliske grønne omgivelser, og hun boede i et hus med en stor have. Men mindre end tre kilometer væk havde Hitler etableret hovedkvarteret for østfronten, Wolfsschanze (Ulveskansen)

"Borgmesteren for den lille landsby var nazist. Jeg var næsten lige ankommet, da SS-officerer mødte op og krævede, at jeg fulgte med dem," fortæller Wölk til Der Spiegel.

Frygtede for sit liv

Og mens de fleste i Tyskland kæmpede for få en kop kaffe eller for at smøre margarine på deres brød, kunne hun spise noget som en portion dampede asparges med en smørsovs.

Margot Wölk kunne muligvis have nydt de fine måltider, hvis det altså ikke var den konstante frygt for at dø. Hun var en af de 15 unge kvinder, der prøvesmagte Adolf Hitlers mad, fordi han var bange for at blive forgiftet.

Det var mærkeligt, at hun hver dag skulle sætte livet på spil for Hitler, som hun foragtede. Tidligere havde Margot Wölk nægtet at melde sig ind i "Tyske pigers forbund" (BDM), som var kvindeudgave af Hitlerjugend. Hendes far havde også nægtet at blive nazist. 

Flugt var dog ikke en mulighed, da hun ikke havde nogen steder at tage hen. Hendes mand, Karl, var blevet sendt i krig, og hun havde ikke hørt noget fra ham i to år. Derfor formodede hun, at han var død.

Så ham aldrig

SS-officererne førte hende og andre unge kvinder til barakker i nærheden af Krausendorf, hvor kokke lavede mad til Ulveskansen i en toetagers bygning, hvor serveringspersonalet stillede maden, som skulle prøvesmages, frem på et stort træbord.

"Der var aldrig kød, fordi Hitler var vegetar. Maden var god, virkelig god! Men vi kunne ikke nyde den," husker Margot Wölk.

Efter kvinderne havde bekræftet, at det var sikkert at spise maden, bragte SS-officererne den til hovedkvarteret. Der var kun brug for hende, hvis Hitler selv var i Ulveskansen, men hun så ham aldrig.

Vogtet og voldtaget

Hitler blev forsøgt myrdet, da Claus von Stauffenbergs bombe eksploderede i Ulveskansen, men Hitler slap med få skrammer. Efter episoden måtte de unge piger ikke længere bo hjemme, og sikkerheden omkring Ulveskansen blev øget. I stedet blev pigerne nu placeret i en tom skolebygning i nærheden af hovedkvarteret.

"Vi blev vogtet som dyr i et bur," siger Wölk.

En nat brugte en SS-officer en stige til at klatre ind i værelset, hvor Wölk sov. Han voldtog hende. Hun forblev stille under overgrebet. "Det gamle svin," siger hun og tilføjer, at hun aldrig har følt sig så hjælpeløs.

"Havde ikke lyst til at leve"

Da Sovejts styrker blot var nogle få kilometer fra at nå Ulveskansen, blev hun hjulpet med at flygte af en officer, som hun igen så efter krigen. Han fortalte, at de andre unge piger var blevet skudt af de sovjetiske soldater. Da hun ankom til Berlin blev hendes liv endnu engang reddet igen af en læge, som gemte hende, da SS-officerer dukkede op og ville hente hende.

Den sovjetiske hær fik fat i hende, da hun var vendt hjem til Schmargendorf. I to uger voldtog de hende flere gange og påførte hende så alvorlige skader, at hun aldrig har været i stand til at få børn.

"Jeg var så desperat, og jeg havde ikke lyst til at leve mere," fortæller den 95-årige kvinde.

Frastødende

Wölk blev genforenet med sin mand, som hun havde formodet død, i 1946. Der begyndte hun at håbe igen. De tilbragte 34 lykkelige år sammen efterfølgende. Hun fortæller, at hendes overlevelsestrick var ikke at tage det hele alt for alvorligt.

"Jeg mistede ikke min sans for humor, selv om den blev mere sarkastisk," fortæller hun.

I lang tid ønskede hun ikke at fortælle om, hvad der skete i Gross-Parsch, selv om oplevelserne ofte kom tilbage til hende i drømme. Indtil denne vinter, hvor hun besluttede sig for at bryde tavsheden.

"Jeg ville bare fortælle om, hvad der skete der. Hitler var en virkelig frastødende mand. Og et svin," siger hun. 

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.