Hvilken skæbne venter havfrue-kopi?
Havfruestatuen, der er placeret på Tangkrogen i Aarhus, forstyrrer ikke nogen, siger kommunen.
Det varede et stykke tid, før nogen opdagede den; en lille, diskret statue siddende på en bunke sten ud mod stranden på Tangkrogen i Aarhus.
Selv i Aarhus Kommune havde ingen hørt om den, og Niels Jørgen Friis, der sidder med ansvaret for området omkring Tangkrogen, fandt først ud af besøget, da politiet ringede.
"De har sandsynligvis fået en anmeldelse på den nye statue, så de spurgte, om vi ville have den fjernet. Men jeg kan ikke se, hvilken skade den gør derude. Det ville være noget andet, hvis den stod midt i en park eller på et torv. Men den er meget uskyldig, som den sidder der. Ind til videre har vi som forvaltning ikke tænkt os at foretage noget," forklarer han.
Ikke professionel
Ingen ved, hvem ejeren til statuen er. Den er dukket op i løbet af natten tidligere på ugen, men ingen har søgt om tilladelse til at sætte den op. Men Ane Hejlskov Æarsen, daglig leder af Center for Museologi på Aarhus Universitet, siger, at stort set enhver kan stå bag statuen.
"For mig at se er det ikke kunst, for den er ikke særlig talentfuldt lavet. Men den er et symbol på et fælles eje, som har til formål at begynde en kommunikation. Verden er i dag kompleks og svær at overskue, så det nære byrum bliver meget vigtigt, når der skal kommunikeres. Rummet er ladet med betydning, og der foregår kommunikation hele tiden," forklarer hun.
Kommunikationen sker i det, noget bryder den normale rutine, overskrider vanerne, og tvinger folk til at tage stilling til en forandring.
Kan forstyrre strand-udstilling
I juni kommer den oprindeligt australske udstilling "Sculpture by the Sea" til Aarhus, og her kan den lille, buttede havfrue være til gene, så man bliver nødt til at fjerne den, forklarer Niels Jørgen Friis.
"Det kan også være, at statuens ejer selv kommer og fjerner den igen efter lidt tid."