One Direction skriver amerikansk hitlistehistorie
Billboard kan nu bekræfte, at One Direction skriver amerikansk hitlistehistorie.
Gruppens nye album "Take Me Home" stryger direkte ind som nummer ét på musikbladets salgsliste og henviser Taylor Swift til andenpladsen. Det britiske boyband giver desuden konkurrenterne Christina Aguilera, Soundgarden og Lana Del Rey baghjul.
Bladet offentliggjorde allerede i går One Directions salg den første uge. Det er på 540.000 eksemplarer, og topplaceringen er nu officielt i hus foran Swift. Efter tre uger øverst på listen må countrypopstjernens megasællert "Red" slippe førstepladsen.
Samtidig kan de fem popstjerner glæde sig over, at et britisk band aldrig tidligere er gået til tops i USA med deres to første album. One Directions debutplade "Up All Night" blev i marts noteret for et salg på 176.000 skiver, hvilket rakte til en førsteplads.
Niall Horan, Zayn Malik, Harry Styles, Louis Tomlinson og Liam Payne opnår tillige årets tredjebedste salgsresultat til dato, kun overgået af Swift og Mumford & Sons.
Hele Billboards top 10 ser i dag således ud:
1. Take Me Home - One Direction
2. Red - Taylor Swift
3. Twilight Saga: Breaking Dawn, Part 2 - filmsoundtrack med forskellige kunstnere
4. Trilogy - The Weekend
5. King Animal - Soundgarden
6. Merry Christmas, Baby - Rod Stewart
7. Lotus - Christina Aguilera
8. Now 44 - opsamlingsplade med forskellige kunstnere
9. ¡Dos! - Green Day
10. Paradise - Lana Del Rey
All Over Press