Springsteen og Bon Jovi i ny fondsbestyrelse
To af New Jerseys mest prominente borgere øger nu deres indsats for den hårdt ramte stat.
Bruce Springsteen og Jon Bon Jovi påtager sig begge en central rolle i forbindelse med genopbygningen efter orkanen Sandy.
Rockstjernerne får sæde i bestyrelsen for en ny fond, der skal bidrage til det kolossale arbejde. Helt præcist kommer Springsteen og Bon Jovi til at sidde med ved bordet, når Hurricane Sandy New Jersey Relief Fund fordeler ressourcerne.
Fonden er stiftet af New Jerseys guvernørfrue Mary Pat Christie og har til dato indsamlet 16 millioner dollars, godt 93 millioner kroner. Pengene fordeles mellem hjælpearbejdet og genopbygningen efter det voldsomme uvejr, der hærgede USA's østkyst den 29. oktober.
Sangerne skal også medvirke til, at der kommer flere midler i kassen, og Springsteen er sikker på, det nok skal lykkes. »Folk vil gerne hjælpe deres naboer, så de kommer på benene igen som bedre og stærkere mennesker,« udtaler Bossen.
De kendte medlemmer af den nyvalgte fondsbestyrelse tæller også talkshowværtinden Kelly Ripa, Jonas Brothers-stjernen Kevin Jonas og tv-lægen Dr. Mehmet Oz.
Både Springsteen og Bon Jovi har travlt med at spille gratis for at samle ind til superstormens ofre. De var på scenen første gang ved en landsindsamling på tv blot fem dage efter naturkatastrofen. Bon Jovi afbrød sågar et besøg i Storbritannien og fløj hjem for at kunne medvirke.
All Over Press