Ginger Spice: Vores power forener verden
Spice Girl-sangeren Geri Halliwell mener, at gruppens succes skyldtes, at den appellerede til alle.
Spice Girls blev for en stund genforenet til afslutningsceremonien ved sommerens OL i London.
Der er ingen planer om at genoptage samarbejdet lige foreløbig, men gruppens fans kan til gengæld trøste sig med, at en musical baseret på kryddersildenes største hits snart får premiere i den britiske hovedstad.
Der er der formentlig mange, der ser frem til, for Spice Girls gik på meget kort tid hen og blev en verdenssucces, da de dukkede op i 1996.
Simpel forklaring
Forklaringen er ret simpel, hvis man spørger Geri Halliwell, også kendt som Ginger Spice. Hun mener, at alle kunne identificere sig med gruppen.
- Spice Girls handler om at forene verden - alle aldre, alle køn, alle i det hele taget. Det er kvindepower, det er en essens og en folkestamme, siger hun ifølge Female First.
Melanie B siger desuden, at den kommende forestilling minder én om, at man uanset, hvad der sker, skal være der for sin bedste veninde.
Musicalen, der bærer titlen "Viva Forever!", får premiere 11. december i Piccadilly Theatre i London.
Ritzau