Stjerne sang sammen med træer
Britisk pop-koryfæ åbnede i dag en helt speciel park i Nordjylland
Så har Aalborg sådan helt officielt fået en park, der rummer træer, der har nogle ikke helt almindelige evner: De kan synge...
Parken blev indviet af selveste Cliff Richard, der i 1987 plantede det første træ i parken, der omgiver Aalborg Kultur- og Kongrescenter. Siden har 75 kendte fulgt hans eksempel.
Stjernerække
Blandt disse José Careras, Elaine Paige,
Harry Belafonte, Sarah Brightman, Joe Cocker, Ray Charles, Prince,
Tom Jones, Elton John, Kylie Minogue, Rod Stewart, Bob Dylan, Shakira, Beyonce,
Take That, Andrea Bocelli, Stevie Wonder, Guns N’Roses,
Sting og mange andre.
Ernst Trillingsgaard, direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center, er idémanden til at store stjerner skulle plante et træ. Han var både glad og beæret over, at sir Cliff Richard ville komme til Aalborg og dermed gøre dagen endnu festligere.
Boks med sang
Sidste år installerede man ved udvalgte træer en lille boks, som publikum kan aktivere så man på den måde kan høre en sang med den kunstner, der har plantet træet.
Det handlede om ni træer og der er trykket over 7.000 gange på knapperne.
Nu følger yderligere 37 syngende træer.