Bieber beskyldes for paparazzi-vold
Justin Bieber med det uskyldige image bliver beskyldt for vold mod en paparazzofotograf.
Den canadiske popsensation Justin Bieber bliver beskyldt for at have taget fat i en mand, der ville tage billeder af stjernen, da han var ude og shoppe med sin kæreste søndag.
Efter skænderiet tilkaldte manden politiet til shoppingcentret, der ligger i Calabasas 37 kilometer nordvest for Hollywood, lyder det i en pressemeddelelse fra politiet i Los Angeles.
Her skriver politiet, at manden har forklaret, at han tog billeder af Bieber og hans kæreste, sanger og skuespiller Selena Gomez, da popidolet anvendte fysisk vold mod ham.
Manden klagede over smerter, og han blev behandlet af redningsmandskab på stedet. Han blev taget til et lokalt hospital, hvorfra han senere blev udskrevet, siger politiet.
Bieber var væk
18-årige Justin Bieber, der ellers er kendt for sit polerede image, havde forladt shoppingcentret, da betjentene ankom.
Ifølge sladdersiden tmz.com er fotografen en paparazzo, der lever af at følge efter stjernerne i Hollywood. Vidner har forklaret, at fotografen stillede sig i vejen, da Justin Bieber forsøgte at køre væk i sin bil.
Bieber trådte ud af bilen og bad fotografen gå væk, men det nægtede han, og derefter eskalerede situationen og endte i et sammenstød mellem de to, skriver tmz.com.
Advokat henvendte sig
Samme hjemmeside rapporterer, at en advokat herefter henvendte sig til fotografen og forklarede, at han kunne tjene masser af penge, hvis han ringede efter ambulance og politi.
Den hidtil renskurede popstjerne blev opdaget i 2008 gennem videoer, som han uploadede på YouTube. Som 15-årig udgav han sit første album, der blev en kæmpe succes. Han har 41 millioner fans på Facebook, og 20 millioner følger ham på Twitter.
Biebers seneste single "Boyfriend" debuterede sidste måned som nummer to på den amerikanske hitliste Billboard Hot 100.