Retromani: Er kulturen gået i stå?

Siden de tidlige 90’ere har vores verden undergået enorme forandringer – politiske, økonomiske og i allerhøjeste grad teknologiske:

Fra ottedoblingen af Kinas økonomi til genmodificeret mad i supermarkederne, e-mail, 9/11, iP’erne i alles lommer (iPhone, iPad, iPod), en sort præsident i Det Hvide Hus, en kvindelig statsminister herhjemme osv. osv.

Det er en fager ny verden, men udenpå ligner den i mistænkelig grad den gamle.

Vores tøj-, musik- og filmsmag har nemlig ikke ændret sig synderligt igennem de sidste to årtier, til trods for at verdensøkonomier er blevet vendt på hovedet, og teknologien har sprængt fantasiens grænser. Og det er højst bemærkelsesværdigt, mener den anerkendte amerikanske kulturkritiker Kurt Andersen og musikskribent Simon Reynolds fra England.

Udviklingen gået i stå

De to herrer pointerer, at kulturudviklingen nærmest er gået i stå siden 1992, og at der i stedet er opstået en stædig besættelse af nostalgi, der har forplantet sig til hele vores samfund.

Tidens mest populære musikere som Adele, Lady Gaga, Lana Del Rey, danske The Rumour Said Fire m.fl. har fx alle ladet sig inspirere af tidligere årtiers musik, fra motown til 80’er-pop.

Gadens smarteste hipsters blander 1970’er- og 1980’er-tendenser med ternede skjorter, fuldskæg og farverige Ray-Bans, mens it-designere som Isabel Marant og Alexander Wang trækker referencer til samme tidsperioder. Og når iPhonen virkelig skal pimpes cool, får den et cover, der ligner et klassisk kassettebånd.

Retromania på filmfronten

Også på filmfronten er vi grebet af, hvad Simon Reynolds har døbt retromania:

Vi kan ikke få nok af periodedramaer på tv a la Mad Men og Downton Abbey, og velkendte storfilm som Løvernes konge, Star Wars og Titanic fylder atter biografsalene.

Endelig blev 2012 også året, hvor en stumfilm for første gang i over 80 år lagde både publikum, anmeldere og Oscar-akademiet ned af begejstring, da den sort-hvide The Artist med et frækt glimt i øjet gav eksplosive filmeffekter en charmerende langfinger.

Hvem stoppede musikken?

Men mode-, film- og musiktendenser har vel altid været præget af en vis eksperimenterede tilbageskuen?

Svaret er jo, siger Simon Reynolds, en af tidens mest kendte musikskribenter.

“Pop har fx altid genoplivet og genfortolket tendenser fra musikkens fortid, men med kreative variationer og mutationer af de originale oplæg. Det, der er så anderledes ved vor tids retromani, er måden, hvorpå internettet gør det muligt at hente AL musik frem med det samme og med ny teknologi kopiere den eksakte lyd fra en tidsperiode.

Det betyder, at bands i dag kan få lige præcis den tidstypiske lyd, de vil have, så du ikke kan høre forskel på, om noget er optaget i en garage i 70’erne eller et professionelt studie i 00’erne,” forklarer Reynolds.

Han udgav sidste år bogen Retromania, der handler om musikkulturens fascination af nostalgi, og Reynolds er vant til at blive mødt med en del skepsis, når han fremlægger sin teori om tidens kulturelle dødvande.

Det er noget nyt

“Folk har overbevist sig selv om, at det altid har været sådan her, men det har det ikke. Ideen med min bog var at minde folk om, at der har været tidspunkter førhen, hvor ny musik er dukket op ud af det blå.

Jeg synes, det er utroligt, at man kan bilde sig selv ind, at det at læne sig åbenlyst op ad tidligere tiders musikalske tendenser altid har været det normale. Nogle mennesker bliver nærmest fornærmede over, at jeg vover at antyde, at musikscenen i fx 60’erne var mere fremadskuende og innovativ, end det sidste årti har været. Og nogle nægter ligefrem at forholde sig til bevismaterialet, selv om det er ret tydeligt,” har Reynolds sagt i et interview med avisen The Guardian.

Blander stilarter

Dermed ikke sagt, at der ikke er blevet produceret god musik i de sidste 20 år. Masser af dygtige yngre kunstnere som Kanye West, Lana Del Rey og Lady Gaga har som bekendt fået stor succes med at blande forskellige stilarter. Problemet er bare, at der reelt ikke er dukket nogen nye musikgenrer op, som da rave, hiphop og punk revolutionerede musikscenen, forklarer Reynolds.

I stedet har fascinationen af fx 80’er-pop efterhånden varet længere, end 80’erne selv gjorde.

Selv rock, der oprindeligt repræsenterede fremtidens soundtrack for de unge, kører nu på repeat. Frem for at blive kendetegnet af en ny musikalsk bevægelse vil 00’erne derfor snarere blive husket for musiktjenester som Spotify, iTunes og YouTube, hvor vi bladrer igennem uendelige biblioteker af numre efter forgodtbefindende.

Læs også om, da iPhonen slog Chanel på Eurowoman.dk

Polaroider på iPhonen

Ens egne behov kommer med andre ord i centrum i hverdagen, der i høj grad er præget af tidens fascination af iscenesættelse. Aldrig har der fx været så mange selvudråbte stylister – mode-, bolig-, have-, sågar madstylister har kronede dage.

Vi er besatte af personlig stil og måder at udtrykke os selv på, være det sig igennem Facebook, blogverdenen eller Twitters ego-kvidren. Men stik imod, hvad man umiddelbart skulle have forventet, bruger vi paradoksalt nok ikke de mange sociale netværk og musik- og billeddelingstjenester til for alvor at skabe nyt. Som Reynolds skriver i Retromania:

“Vi bruger primært computer og internet til at dokumentere vores eget liv som besatte, chatte med vores venner, sladre om de kendte og downloade gamle hits.”

Kreativiteten væk?

Har vores avancerede teknologi og den overvældende produktion af gadgets simpelthen effektiviseret kreativiteten ud af os?

“Den trend, der bedst symboliserer denne ‘tid-i-en-anden-tid’-kultur, er hypet omkring fotografi-apps til smartphones, som Hipstamatic og Instagram, der giver snapshots et vintage-look a la 70’erne og 80’erne.

I den genre er der også ShakeIt, en app, der får billeder til at ligne polaroider, og som faktisk arbejder hurtigere, hvis man ryster sin iPhone, mens den ‘fremkalder’!” sagde Reynolds i efteråret til The Guardian.

Han bekymrer sig om, hvad det siger om vores tid, at så mange mennesker synes, det er højden af coolness at lægge tilpassede nostalgi-filtre på de billeder, der en dag vil udgøre deres bedste minder:

Apokalyptiske McQueen

At moden altid har flirtet med forgangne æraer, er ganske selvfølgeligt, men aldrig i nogen tilsvarende tidsperiode i det forrige århundrede har branchen dog udviklet sig så lidt som siden 1992. Et åbenlyst eksempel på dette får man ved at sammenligne billeder fra fx 60’erne med 70’erne eller 20’erne med 30’erne:

Det er Mad Men vs. Annie Hall, charleston-kjoler vs. pencilskirts. Tag så 90’erne og 00’erne, eller sågar 80’erne og 00’erne: På ethvert bystrøg ses i dag akkurat lige så mange jeans og sneakers i gadebilledet som i midten af 80’erne.

På de internationale catwalks er det også ved at være en del år siden, spændingsmomentet skulle findes i de decideret nyskabende kreationer.

Sammenblanding

I stedet fokuseres der på, hvilke tidsperioder designerne på finurlig vis vækker til live – og blander sammen – fra sæson til sæson.

Tag Marc Jacobs og Chloés tilbagevendende forelskelse i 70’erne, 80’er-barnet Alexander Wangs gadeinspirerede look fra sit fødeårti, og ikke mindst den franske designer-darling du jour Isabel Marants super populære mashup af tendenser, fra 70’er-boho til 80’ernes sporty-chic.

Blandt de få designere fra de sidste to årtier, der for alvor kan kategoriseres som nyskabende, fandt man indtil for nylig den excentriske mester Alexander McQueen, hvis futuristiske catwalkshows i årevis fik mangen en moderedaktør til at fælde en tåre af begejstring.

McQueens overdrevne og til tider absurde kreationer bar i årene op til designerens død et apokalyptisk præg, som varslede McQueen et snarligt sammenbrud af konventionerne (eller prøvede han måske at fremprovokere et, frustreret over sin branches evigt roterende genbrugscyklus?).

Få historien bag rock-ikonet Patti Smith på Eurowoman.dk

Den amerikanske kulturkritiker og forfatter Kurt Andersen mener, at vi har at gøre med et alvorligt paradoks i moderne kulturhistorie. Han har i over 25 år skrevet flere bøger og artikler om kulturens udvikling, bl.a. for Vanity Fair og New York Times.

“Nu hvor nostalgi-manien er blevet legitimeret som et kulturskabende fænomen i sig selv – mashup-kulturen – er min bekymring, at det er blevet mindre sandsynligt, at noget virkelig NYT dukker op,” siger Andersen.

Både han og Simon Reynolds går så langt som til at tolke retromanien og vores manglede lyst til at skabe nyt som et symbol på de vestlige civilisationers langsomme forfald.

Økonomisk ustabilitet

Reynolds mener således, at det er mest sandsynligt, at nye kulturelle tendenser vil komme fra knap så teknologisk dekadente samfund som for eksempel Østasien, Afrika eller Latinamerika.

Begge forfattere nævner desuden også – men ikke overraskende – den verdensomspændende økonomiske ustabilitet som en katalysator for retromaniens udbredelse. Jo mere økonomisk usikkerhed i et samfund, des mere vil vi mennesker helt naturligt omgive os med tryghedsgenererende symboler, gerne hentet fra barndommen.

Men også her er et paradoks: Historisk set er nogle af verdens mest succesfulde og innovative firmaer, designere og musiktendenser nemlig opstået i kølvandet på økonomiske kriser. Tag bare Apple, der blev ‘født’ i 70’erne, Christian Diors historiske ankomst på modescenen i 1947 og 80’ernes synth-pop-bølge.

Den varme dyne

Andersen frygter dog, at vi på nuværende tidspunkt har vænnet os til at være så pakket ind i retromaniens varme dyne, at vi så at sige vil få svært ved at vende tilbage til nutiden:

“Det er et spørgsmål om balance i vores kultur generelt, men jeg er bange for, at balancen over de sidste 20 år er svinget for meget i den tilbageskuende retning,” siger han.

Men, men. Inden vi alle stikker hovedet i og svømmer hen i en nostalgi-induceret rus, understreger Andersen, at selv om vores generation muligvis ikke vil kunne (eller have lyst til at) bryde ud af retro-boblen, er det ikke utænkeligt, at de kommende generationer, der vokser op med teknologien på en helt anden måde, vil skabe deres egen kultur:

“Mit håb er, at når alle er faldet ned over, hvor fantastisk og vidunderlig den digitale teknologi er, og den er blevet lige så normal i samfundet som elektricitet, vil de fremtidige generationer vende tilbage til at skabe kreative kulturelle gennembrud,” siger Andersen.

Digitalkulturen handler jo i høj grad om at gøre alting så nemt og gnidningsfrit som muligt, om det er beatlen Ringo Starrs trommelyd fra 1960’erne, man vil efterligne, eller det hyggeligt gulnede look fra bedsteforældrenes fotoalbum. Men måske er der noget om, at når man kan få alting præcis, som man vil have det med et prik på en touch-screen, er det pludselig ikke så spændende mere.

Hold øje med klokken i denne ur-guide på Eurowoman.dk