Berry til angreb på paparazzi
Det førte til et større sammenstød, da skuespilleren blev fotograferet ved datterens skole i filmbyen.
Hollywoods pågående paparazzi har sendt Halle Berry op i det røde felt igen. Hun er rasende over, at fotograferne holder til uden for filmbyens skoler for at tage billeder af stjernernes børn.
Den Oscar-belønnede skuespiller blev for 14 dage siden selv fotograferet, da hun hentede sin datter Nahla fra skole, hvilket førte til et større sammenstød, der også endte i medierne.
Berry råbte sprogets værste gloser efter paparazzi-flokken og har beklaget sin håndtering af situationen, men der stopper velviljen også. Der vanker ingen undskyldninger for hendes generelle holdning.
Kræver regler
Berry kræver regler på området og fastslår over for tv-nyhedsmagasinet "Access Hollywood", at skolerne bør være paparazzifri zoner.
»Vi synker til et nyt lavpunkt som samfund, når vi udstiller og udnytter vores børn på denne måde. Folk flår ugebladene ned af hylderne og kan ikke vente med at se, hvad fireårige børn har på. Det er der altså noget ravruskende galt med,« siger Berry og fortsætter:
»Vores børn bør holdes udenfor. De er uskyldige og har ikke bedt om at blive jagtet. Jeg forstår godt, at jeg selv er bytte, men min datter og hendes skolekammerater skal ikke chikaneres. Det er bare så forkert.«
Slimede fyre
Berry omtaler fotograferne som »en flok slimede fyre, der lurer på folk med deres kameraer.«
I forbindelse med et mindre biluheld for nogle år siden gik skuespilleren også til angreb på de hæmningsløse paparazzi. De forfulgte hende og pressede hende uden for kørebanen.
All Over Press