Lej villa for 438.000 kr pr. måned
Nu kan du leje eksklusiv villa i Malibu i Californuen - ejeren er ikke en hr. hvem-som-helst.
Hvis man altid har drømt om at se, hvordan Hollywoods stjerner i virkeligheden bor, kan man nu få sit ønske opfyldt. Hvis altså man har penge. Mange penge.
Skuespilleren Leonardo DiCaprio fra filmene "Titanic", "Inception" og "Shutter Island" har nemlig besluttet at udleje en af sine boliger i Malibu, Californien.
DiCaprios luksuriøse bolig, der ligger på den berømte Malibu Colony Road, kan lejes i en periode på seks måneder eller mindre for den nette sum af 150.000 amerikanske dollar - svarende til 875.000 danske kroner - om måneden.
Men hvis man derimod vil bo i boligen i mere end et halvt år, sættes prisen ned til sølle 75.000 amerikanske dollar om måneden - altså godt 438.000 danske kroner.
Sommerklar
Den amerikanske skuespiller købte boligen tilbage i 2002, og på hjemmesiden Trulia, hvor den udlejes, skriver de:
- DiCaprio har netop gjort boligen klar til sommer, og den er nu klar til at blive udlejet til hvem som helst, der ønsker at se, hvordan stjernerne bor. Den unikke bolig ligger tæt på vandet og har smukke haver og havudsigt. Man kan roligt kalde boligen luksuriøs.
Ud over DiCaprio har også stjerner som forfatter og skuespillerinde Jackie Collins, skuespiller Tom Hanks, den tidligere tennisstjerne John McEnroe og sangeren Sting bolig på Malibu Colony Road, hvor DiCaprios hus ligger som nummer 23736 i rækken.
Den amerikanske skuespiller er netop færdig med optagelserne til filmen "The Great Gatsby" og arbejder nu på westernfilmen "Django Unchained", hvor han spiller sammen med både Jamie Foxx, Samuel L. Jackson, og Christoph Waltz.