Vinterbergs endelige comeback

”Den vinder Den Gyldne Palme” bryder en ung journalist spontant ud, da der bliver blændet op for lyset i Salle Debussé.

Han giver endog en ekstra klapsalve, mens han bevæger sig ud af salen.

Den første officielle visning af ”Jagten” vakte begejstring, om end også andre mere kritiske røster lod sig høre i debatten umiddelbart efter visningen i aften. For ligetil til at blive belønnet i Cannes, der skal præsentere filmkunst snarere end filmhåndværk, mumles der. Men det er en kunst at gribe fat i struben på publikum og holde fast til allersidste sekund. Og dét gør Vinterberg så eftertrykkeligt i sin jublende gode ”Jagten”.

Kvalmende ondskab

Den kvalmende ondskab, som Thomas Vinterberg blotlægger, lægger sig som en tung knude i maven, og retfærdig harme kæmper med tårerne om at dryppe ned på pressekortet, der hænger slapt rundt om halsen i biografmørket.

Filmen om børnehavepædagogen Lucas (Mads Mikkelsen), der bliver uretfærdigt anklaget for at have forgrebet sig på sin bedste vens datter, er en følelsesmæssig centrifugetur, der aldrig skummer over i melodrama. Børnehavelederen (gement godt portrætteret af Susse Wold), omgangskredsen og lokalsamfundet hopper alt for hurtigt på løgnehistorien om, at Lucas skulle have vist sin tissemand til en lille pige.

Børn lyver ikke, hedder det. Men det gør de i ”Jagten”, og det får fatale konsekvenser for den uskyldige voksne. Ligesom i ”Festen” tager Vinterberg (denne gang i samarbejde med med-manusforfatter Tobias Lindholm) fat i tabuet børnemishandling, men denne gang fra det andet perspektiv. Lucas er nemlig ikke noget kældermenneske. Uden at afsløre for meget, så gælder det på flere niveauer.

Kærlig og stille desperat

Mads Mikkelsen leverer noget nær sin bedste præstation nogensinde. Han er kærlig, vegt tilbageholdende og stille desperat som Lucas. Kun få gange eksploderer han i voldsomme udbrud, og det på en måde, så det slår gnister helt ned på de bagerste rækker i biografen.

Den distance til den tragiske anklage, som Mikkelsens spil lægger, er af afgørende betydning for, at filmen ikke bliver fladtrådt og ligetil. Netop i skuespillet antydes en uafklaret dybde, som klæder historien, der sådan set er helt ligetil.

Umanerligt talent

Vinterberg viser her et umanerligt talent for at instruere skuespillere, ikke mindst børne- og ungeskuespillerne er fremragende. Ja selv Thomas Bo Larsen spiller for en gangs skyld ikke bare Thomas Bo Larsen.

Lucas og hans venner går på jagt, og selvom det nok er en temmelig tydelig symbolsk ramme for fortællingen, så fungerer de naturbilleder, der knyttes til deres hobby, som både smukke og sjælfulde åndehuller i filmen, der skyder sig lige ind i kvalmecenteret og balancenerven. Jeg var i hvert fald helt oprevet og rundtosset af ”Jagten”.

Sikke et comeback for Vinterberg.