Præsident rasende over maleri
Maleri, der viser hans ædlere dele, har vakt voldsom opsigt - nu ender sagen i retten.
Er det kunst?
Er et forsøg på forbud en knægtelse af ytringsfriheden?
Diskussionen om et portræt af Sydafrikas præsident Jacob Zuma har gjort ham så rasende, at han i denne uge ad rettens vej vil søge, at få det fjernet fra et galleri i Johannesburg.
Men nu er der altså også lige den detalje ved maleriet, at det viser hans blottede kønsdele.
Personlig krænkelse
Præsidenten mener, at det krænker hans personlige værdighed - og at det sætter hans embede i et mildt sagt dårligt lys.
Det famøse billede blev for nyligt ophængt - i al ubemærkethed - på Goodman Gallery. Det er fremstillet af kunstneren Brett Murray og indgår med titlen "The Spear" i hans serie "Hail to the Thief II".
Men der gik ikke mange dage før rygtet om billedet spredte sig - og siden er bølgerne gået højt.
Der er ytringsfrihed i Sydafrika, men præsidenten mener, at billedet overskrider nogle grænser, der ligger ud over den almindelige ytringsfrihed. I hans øjne spiller billedet på myten om sortes øgede seksuelle evner, og - mener han - igen kan være i tvivl om, at billedet er lavet af en hvid.
Chokeret og fornærmet
I sit sagsanlæg nævner han - der ikke lægger skjul på at han er både chokeret og fornærmet over billedet - også, at maleriet fremstiller ham som kvindebedårer og et menneske uden værdighed og respekt.
Endelig handler det for præsidenten også om racisme, og han mener, at det aldrig ville kunne forekomme, at en hvid statsleder blev fremstillet på den måde.
Præsidenten har bred opbakning blandt den sorte befolkning i Sydafrika.
Med til historien hører, at Zuma er polygam. Han har været gift seks gange og har i øjeblikket fire koner. Han menes, at have omkring 22 børn. Han var i 2006 under anklage for at have voldtaget en kvinde - sin niece - men blev frifundet.
Han bør tåle det
Af den grund mener blandt andet klummeskribent Mondli Makhanay, der skriver for South Africa's Sunday Times, at hans seksualitet i forvejen er er et udbredt emne blandt kunstnere, satiretegnere, stand up-komikere og andre.
Mange sydafrikanere - både sorte og hvide - mener at Zuma burde slappe af og ikke være så nærtagende, når det handler om satire.
For det lille galleri har sagen selvsagt været en styrtende god forretning.
I en udtalelse fra galleriet hedder det, at man ikke er til sinds at fjerne maleriet selvom præsidenten har krævet det. Det handler alt sammen at ytringsfrihed, mener galleriet.
I øvrigt er maleriet netop blevet solgt til en tysk samler for hvad der svarer til små 100.000 danske kroner.