Cruise: Katie Holmes gør mit liv bedre
Stjerneskuespilleren Tom Cruise er en romantiker og fortæller nu, at Katie Holmes gør hans liv lykkeligere.
På trods af sin store skuespilsucces ved Tom Cruise godt, hvad der betyder mest for ham. Hans familie og hans kone. Han er nemlig en rigtig romantiker, og han er ikke bange for at sige, at konen Katie Holmes gør hans liv bedre.
Det skriver Female First.
- Hun er en fantastisk person, og hvis du bruger fem minutter sammen med hende, vil du se det. Alt hun gør, gør hun med kreativitet. Hun er sjov og charmerende, og når hun kommer ind i rummet, så får jeg det bedre, fortæller Cruise i et interview med Playboy Magazine.
- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er bare glad, og det har jeg været siden det øjeblik, jeg mødte hende.
Cruise indrømmer samtidigt, at han elsker at pleje sit forhold og vise Holmes, hvor meget han elsker hende.
- Jeg er en romantiker. Jeg elsker at arrangere ting som for eksempel en romantisk middag, og det elsker hun, fortæller Cruise.
Sammen har Cruise og Holmes datteren Suri på seks år. Derudover har Cruise to børn fra sit tidligere ægteskab med Nicole Kidman, Connor på 17 og Isabella på 19. Og skuespilleren er ikke i tvivl om, hvordan han skal prioriterer sit liv.
- Jeg har altid haft de samme værdier. Familien er det vigtigste for mig. Når jeg er på optagelse, kommer hele familien med. Når Katie er på optagelse, er jeg der med børnene. Vi er altid sammen, konstaterer Cruise.