Jackson-bror: Drabsrygte er løgn
Det er opspind, når sangerens tidligere bodyguard hævder, at sangeren ville have sin bror skudt.
Michael Jacksons bror Randy tager nu bladet fra munden i sagen om sangerens tidligere bodyguard, der påstår, at Michael Jackson beordrede sin bror skudt.
Baggrunden var, at Randy Jackson skulle have forsøgt at tvinge Michael Jackson til at gendanne gruppen Jackson 5, som brødrene sang i som børn.
Noget, som brødrene ville få i omegnen af 500 millioner dollar for - men som Michael Jackson var alt andet end interesseret i.
Uenighed
Ifølge Michael Jacksons bodyguard Matt Fiddes var de så uenige om sagen, at sangeren til sidst bad sine bodyguards om at skyde Randy Jackson.
Men det benægter broderen gennem sin talsperson. Han siger, at den historie ikke kunne være længere fra sandheden, og at han finder det fuldstændig absurd.
- Der er ikke nogen som helst chance for, at det, han siger, skete, siger talspersonen ifølge TMZ.
Talspersonen fortæller også, at Randy Jackson ikke har planer om at hive bodyguarden i retten, da han hellere vil ignorere hans historier.