Stjernernes frisør er død 84 år gammel
Vidal Sassoon opfyldte den amerikanske drøm ved at klippe sig fra fattigdom til berømmelse.
Den verdenskendte frisør Vidal Sassoon døde onsdag fredeligt i sin luksusbolig i Bel Air i Californien omgivet af familiemedlemmer.
Han havde i længere tid lidt af leukæmi.
Han blev 84 år og grundlagde sin berømmelse som frisør for blandt andet filmstjerner.
Sassoon skabte sig en formue ved at lancere en række hårplejeprodukter, efter han havde slået sit navn fast ved at revolutionere 1950'ernes opstyltede frisurer.
- Vores industri har mistet et visionært og kreativt geni, og verden har mistet et enestående menneske, siger Mark Hayes, direktør i firmaet Sassoon International.
Begyndte i 1954
Efter Vidal Sassoon med succes åbnede sin første frisørsalon i London i 1954, gik der ikke lang tid, før han spredte sine talenter med saksen ud til andre saloner rundt om i verden.
Det lå ellers ikke umiddelbart i kortene, at han skulle ende sine dage som rig og berømt.
Født af fattige forældre tilbragte den unge Vidal syv år på et jødisk børnehjem, fordi moderen ikke kunne forsørge ham, og faderen forsvandt med en anden kvinde. Under den arabisk-israelske krig i 1948 kæmpede han for Israel.
Dokumentar
Hans liv blev skildret i en dokumentarfilm i 2010. Sassoon var gift fire gange og fik tildelt en orden af dronning Elizabeth i 2009.
Gennem hele sit liv var han tilhænger af fodboldklubben Chelsea fra London.
Vidal Sassoon efterlader sig sin 20 år yngre hustru Rhonda og tre børn fra et tidligere ægteskab.