Witherspoon og Obama årets mødre
USA's førstedame og en Hollywood-stjerne er kåret som verdens bedste mødre i år.
Michelle Obama og Reese Witherspoon er udpeget af International Mothers Hall of Fame.
Organisationen bag titlen hædrer også en række andre fremtrædende kvinder. Således får den tidligere Spice Girls-stjerne Victoria Beckham plads i det fine selskab for 2012.
Det samme gælder Ellen DeGeneres’ mor, forfatteren og aktivisten Betty DeGeneres, skuespilleren Holly Robinson Peete, den tidligere OL-svømmestjerne Summer Sanders og filantropen Ann Romney, som herhjemme er bedst kendt for sit ægteskab med den republikanske præsidentkandidat Mitt Romney.
International Mothers Hall of Fame i Texas har gennem de seneste 45 år hyldet mødrene »for at øge respekten for dem og anerkende den stærke indflydelse, de har på vores alle sammens liv,« som det hedder.
Michelle Obama er mor til to og Witherspoon venter nummer tre med sin nye mand Jim Toth.
All Over Press