Clintons datter bliver journalist
Chelsea Clinton, får job på tv-station, hvor George W. Bushs datter også arbejder.
Tv-netværket NBC ansætter Chelsea Clinton som journalistisk reporter.
Chelsea Clinton, datter af USA's udenrigsminister Hillary Clinton og tidligere præsident Bill Clinton, får titlen "special correspondent" og skal fortælle historier om folk, som arbejder i den gode sags tjeneste.
- Folk, som udtænker og gennemfører løsninger på udfordringer i deres egne liv, i deres lokalsamfund, i vores land og verden har altid inspireret mig, forklarer den tidligere præsidentdatter.
Nyhedsprogrammer
Chelsea, som i forvejen har med velgørende arbejde at gøre, skal gøre sig gældende på flagskibet "Nightly News" og nyhedsmagasinet "Rock Center with Brian Williams".
Hun har traditionelt undgået rampelyset, som hendes forældre normalt bader i, og Chelsea afviste endda at tale med pressen, da hendes mor gik efter præsidentposten i duellen mod Barack Obama, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Fortsætter studier
Ved siden af sit nye job som journalist vil hun dog fortsætte sine studier for at opnå en doktorgrad på universitetet i Oxford, lyder det.
Chelsea Clinton er ikke den eneste tidligere præsidentdatter, som forsøger sig med en karriere i mediebranchen.
Jenna Bush Hager, datter af George W. Bush, arbejder også for NBC og har rapporteret om blandt andet undervisningsstoffet til "Today"-showet de seneste par år.