De hotteste dansetrin til julefrokosten

Den anderledes dansestil blandt stjernerne kan hjælpe dig på weekendens dansegulv.

Artiklens øverste billede

Skal der danses til weekendens julefrokost, er det alfa omega at have de rigtige bevægelser på dansegulvet, hvis chefer og kollegaer skal imponeres.

Er dansetrinene ikke opdateret siden 'Saturday Night Fever', findes der masser af hjælp til selvhjælp på området i den glittede popverden.

Stjernerne har nemlig om nogen lært, hvordan en ordentlig dans skal skrues sammen. Især hvis du gerne vil skille dig ud fra mængden.

Følg blot disse eksempler og bliv festens meget moderne midtpunkt.

Lasso og twist

Alle taler om den vilde og mystiske Lady Gaga, der aldrig har været bleg for at springe i en kjole af kød eller troppe op udklædt som en mand.

I sin video til 'Bad Romance' vises nogle bevægelser, der er lette at efterligne. Form hænderne som en klo og krads ud i luften, måske i lidt zombie-agtige bevægelser. Gamle tricks som 'lassoen' og twisten er til fri afbenyttelse, hvis man følger Lady Gagas eksempel.

Herefter kan man bruge gulvet til at lægge sig på og hamre lidt i.

Slut af med en kravletur på alle fire, der mere end gerne må ende hos én af tilskuerne.

Og tilskuere, det skal der nok komme, hvis denne dans udføres.

Solo-danser

Er man lidt mere genert og indadvendt, men har man alligevel en dansetrang, kan man snildt følge Radioheads ' Lotus Flower'. Her behøver man bare at blive stående på ét og samme sted under hele sangen.

Sving med underlivet frem og tilbage og put hænderne i lommerne for et mere afslappet udtryk. Falske krampeanfald i stående tilstand er også et hit i denne danseform.

Er man udstyret med en bowlerhat, så tag godt fat i den med begge hænder og træk den ned over ørene. Ryst herefter i kinderne, til de blævrer godt og grundigt.

Tække for fællesdans

Glemmer man pludseligt de indstuderede trin, er der ingen grund til panik. Lyt blot til sangen og udfør de bevægelser, der synges om.

Følg eksempelvis Cee Lo Greens ' Cry Baby', hvor der tørres i øjnene, når nogen græder. Hertil kan tilføjes, at fingerknips aldrig går af mode under en god dans.

Vil man gerne skabe en fællesskabsfølelse a la 'Grease' med fællesdans, er 'Cry Baby' desuden ideel at øve til.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen