Kulturskatte går til i fyldte arkiver
En omfattende international undersøgelse af museums-depoter er ikke specielt opløftende.
Med baggrund i 1490 svar fra museer i 136 lande konkluderer FN-organisationen Unesco, at det står skidt til med forsvarlig opbevaring af kulturarven i museernes arkiver.
Et generelt problem er, at arkiver og depoter på mange museer simpelthen er så overfyldte og uorganiserede, at mange kulturskatte går til.
Blandt andre problemer som rapporten peger på er dårlig organisering, ingen vedligeholdelse og manglende registrering.
Kun få danske
Blandt de 1490 besvarelser er der kun få fra Danmark - og det betegner Nao Hayashi fra Unescos særlige afdeling for museer og bevaring i Paris, som skuffende.
"På trods af gentagne forsøg på at få flere besvarelser fra Danmark, så har kun syv danske museer deltaget", siger hun til kpn.dk og tilføjer at hun, da besvarelserne er anonyme, ikke kan sige hvilken syv danske museer, der har deltaget i undersøgelsen.
90 pct. i depoter
At opbevaring af kulturskattene er så stort et problem, det skyldes ganske enkelt, at omkring 90 pct. af museernes samling befinder sig i arkiver og depoter.
Et ud af fire museer, der har deltaget i undersøgelsen, siger, at deres depoter at blevet så overfyldte, at det er umuligt at komme fra den ene ende til den anden.
De fleste museer betegner situationen som meget kritisk og alvorlig.
Personaleproblem
Flere museer mener, at en del af problemet skyldes manglen på kvalificeret arbejdskraft på museerne og andre peger på dårlig ledelse.
Desuden mener et ud af tre museer, at der er problemer med at gennemskue, hvem der har ansvaret for arkiverne.
Også sikkerheden bliver berørt i undersøgelsen, og her melder et ud af ti museer om stigende tyverier fra depoterne.
Overfyldte arkiver
Blandt de svar Unesco har modtaget er disse:
"Vores depot er 400 pct. over, hvad det kan rumme og vi modtager mellem 100 og 200 nye genstande om året."
"Det største problem er at tage hånd om indkommende materiale. Vi er konstant ti år bagefter med vores registrering."
Organisationen Iccrom, der har base i Italien, arbejder målrettet på at forbedre forholdene på museer over hele verden. Det sker blandt andet igennem uddannelse af personale, kurser og konsulentbistand.
Ny webside
Senest har organisationen oprettet en webside, hvor betrængte museer kan søge råd og vejledning.
Lederen af Iccrom, Gaël de Guichen, siger i en udtalelse efter offentliggørelsen af undersøgelsen, at det er første gang, at man har et så klart billede af den alvorlige situation - og første gang, at det er dokumenteret, at det er et problem, der gælder alle lande.
Tidligere har det været en udbredt holdning, at det især var på museer i underudviklede lande, at den var gal.