Millioner lokket i turistfælde

"I disse rum boede den verdensberømte komponist Frederic Chopin sammen med sin elskerinde forfatteren George Sand.

Og her er komponistens berømte piano, på hvilket han skrev flere kompositioner."

Hvor mange gange turistguider på Mallorca har sagt noget i retningen af dette i Chopins midlertidige bolig i Valldemosa, det skal være usagt.

Men nogle gange er det blevet til, for stedet er i løbet af de seneste mange år besøgt af omkring 300.000 turister årligt.

Et voldsomt problem

Men der er et voldsomt problem...

Chopin og Sand har aldrig boet i rummene - og pianoet er bygget adskillige år efter Chopins død i 1849.

Dette - skriver blandt andet Süddeutsche Zeitung, blev i denne uge stadfæstet ved en domstol i Palma.

Bygget i 1300-tallet

Men inden vi kaster os ud i den bizarre redelighed, der blandt andet handler om to familier, der har ligget i bitter strid i det meste af et århundrede, så tilbage til begyndelsen.

I slutningen af 1300-tallet, byggede den daværende konge et jagtslot i Valldemosa til sin søn.

Men allerede i 1399 blev bygningerne overdraget til karteuser-ordenen, der blandt meget andet i årene, der kom, opførte en kirke. Og så passede de fromme munke ellers sig selv i de næste godt 300 år.

Solgt til private

I 1835 blev alle religiøse institutioner på øen forbudte. Munkene fik to dage til at forlade deres kloster i de smukke bjerge, og klosteret blev solgt til ni private købere.

De kloster-bygninger, der rummede munkenes celler, blev solgt til den foretagsomme franske bankier Antoine Canut, der lejede cellerne ud som en slags ferielejligheder.

Og det er her den da tuberkuløse og humørsvingende komponist Frédéric Chopin og hans elskerinde, den excentriske franske forfatter og feminist George Sand , kommer ind i billedet.

Chopins præludier

Her kunne du passende åbne følgende link og lade tonerne af Chopins 24 præludier ledsage yderligere læsning.

Chopin skrev nemlig værket under opholdet på den spanske ferieø.

Præludie nr. 15 er umiddelbart det mest kendte og kaldes også "Regndråbe-præludiet". idet han skrev det en nat under et heftigt uvejr.

VIDEO: Andrew von Oeyen spiller Chopin

Det umage par flyttede ind i en celle-bolig i det tidligere kloster den 15. november 1838 og opholdt sig der indtil foråret 1839.

Deres korte - og ikke specielt lykkelige - periode som Mallorca-turister vender vi tilbage til, for nu skal det handle om familierne Ferrá-Capllonch og Quetglas.

De to familier

De to familier købte omkring århundrede-skiftet hver sin celle. Ferrá-Capllonch-familien den såkaldte celle 2 mens Quetglas-familien investerede i celle 4.

I fred og fordragelighed lugtede de lidt penge i sammen at indrette en Chopin/Sand-museum i cellerne. Parret efterlod sig ved afrejsen, der tangerede en flugt, rigeligt med materiale til en udstilling.

Men enigheden mellem de to familier holdt kun kort. Venskabet udviklede sig til en bitter strid, der i dag - tre generationer senere - stadig består.

Hvad der fik fjendskabet til at bryde ud i lys lue er lidt uklart, men det havde noget at gøre med penge.

Den stærkeste

Ferrá-Capllonch var klart den stærkeste og snart havde den taget patent på alt, der drejede sig om Chopin og George Sands ophold på Mallorca.

Allerede omkring 1910 blev Ferrá-Capllonch-familiens celle 2 fremvist som boligen, hvor det berømte par boede. Og pianoet blev præsenteret som det piano, som Chopin spillede på under opholdet på Mallorca.

Og det blev ophøjet til noget nær lov - selvom Quetglas-familien protesterede. I begyndelsen spagt, men med årene mere og mere højlydt.

En rigtig god forretning

Chopin-samlingen blev en større og større attraktion - og dermed en bedre og bedre forretning.

Det førte til, at Quetglas-familien allerede i 1932 hidkaldte Chopin-eksperten Edouard Ganche. Det skete i et lønligt håb om, at denne en gang for alle kunne sætte Ferrá-Capllonch-familien på plads.

Edouard Ganche koncentrerede sig især om et piano, som på det tidspunkt stod i Quetglas-familiens hjem. Efter at have undersøgt det konkluderede han at det - hævet over enhver tvivl - var det piano, som Chopin fik sendt til Mallorca fra Paris.

Det blev leveret i Valldemose fem uger inen Chopin vendte tilbage til Paris, men det anses for givet, at han brugte det flittigt.

Tilbage i cellen

Pianoet blev prompte flyttet tilbage til celle 4, men det fik for alvor Ferrá-Capllonch-familien op på mærkerne. Den fastholdt, at pianoet i familiens celle 2 bevisligt var den ægte vare. Fremstillet af Oliver Suau.

Argumenterne føg gennem luften hele vejen igennem den spanske borgerkrig, Franco's diktatur og andre ydre omstændigheder.

Hele tiden med Ferrá-Capllonch-familien i førertrøjen.

Da charter-turisterne for alvor begyndte at invadere Mallorca besøgte i tusindvis Valldemosa for at se det berømte piano, som Chopin komponerede på.

Allerede for år tilbage lå det årlige besøgstal gennemsnitligt på omkring 300.000 gæster, der også lagde hård turist-valuta i de souvenir-boder, restauranter og cafeer, der er indrettet i området.

Familie fik nok

I 1990 fik familien Quetglas nok.

Den fik genoptrykt Edouard Ganche's konklusion angående pianoet i celle 4. Det vakte så meget opmærksomhed, at flere og flere Chopin-eksperter mente, at Quetglas-familiens piano var den ægte vare - bygget af Camille Pleyel.

Op gennem 1990'erne dukkede mere og mere dokumentation op. Ganske afgørende også et brev skrevet af Chopin selv til Camille Pleyel. I brevet takker han for det fine instrument. Som tak sendte han hende noderne til de 24 præludier han komponerede i Valldemosa.

Boede der ikke

Og ikke nok med det. Påstanden om, at Chopin og Sand boede i den celle, som så stolt blev vist frem af Ferrá-Capllonch-familien fik også et skud for boven:

Under sit ophold på Mallorca skrev George Sand bogen "Vinter på Mallorca". En oversætter af bogen skrev i sine notater, at han havde talt med en person, der forklarede at parret boede i celle 4.

Endelig viser en tegning lavet af George Sands søn Maurice interiøret i celle 4.

Endte i retten

Ferrá-Capllonch-familien lod sig ikke kyse af disse facts og fremturede så voldsomt, at Quetglas til sidst mistede tålmodigheden og lagde sag an mod arvefjenden.

Og nu har en domstol i Palma netop talt sit utvetydige sprog.

Sviende nederlag

Det endte med et ualmindelig sviende nederlag til Ferrá-Capllonch-familien.

Retten har med baggrund i en lang række nye undersøgelser - og et besøg på åstedet i Valldemosa . konkluderet to uhyre væsentlige ting:

Chopin og Sand boede ikke i celle 2.

Pianoet i celle 2 er bygget længe efter Chopins død i 1849.

Turister ført bag lyset

Med andre ord er i millioner af turister i årevis blevet ført bag lyset i Valldemosa, og det kommer den griske Ferrá-Capllonch-familie nu til at bøde voldsomt for.

Retten har ganske enkelt frataget familien rettighederne til stort alt, hvad der handler om Chopin og Mallorca. Quetglas-familien er tildelt alle markedsførings-rettigheder.

Og for lige at prikke en ekstra gang til Ferrá-Capllonch-familien, er den af domstolen blevet pålagt offentligt at meddele, at pianoet i celle 2 aldrig har været i nærheden af den store komponist.

Som et lille plaster på såret, kan den tabende familie trøste sig med, at den stadig ejer en større samling af ting som Chopin og Sand efterlod sig.

Samtidig bevarer familien retten til at arrangere en årlig Chopin-festival i Valldemosa.

Flygtede til Mallorca

Frédéric Chopin og hans elskerinde George Sand havde fået nok af sladderen i Paris og fortrak til Mallorca for at tilbringe vinteren der i fred og ro.

George Sand var egentlig født Aurore Dupin - George Sand var hendes kunstnernavn. Hun gik konsekvent klædt i herretøj og røg konstant - ofte på pibe.

Parret ankom til Mallorca sammen med George Sands to børn og en tjenestepige. Chopin var syg af turberkulose og hans humør var mildt sagt svingende.

Meget gik skævt

De kom fra starten skævt ind på befolkningen, der havde svært ved at acceptere det sære par, der var alt andet en tilfredse med opholdet på øen. Det regnede og blæste konstant.

I sin bog "En vinter på Mallorca" kalder George Sand blandt andet den lokale befolkning for barbarer og aber og uægte børn af vellystne, hykleriske karteusermunke.

Men erkender også, at Valldemosa er det smukkeste sted, hun nogensinde har boet, og ét af de smukkeste steder, som hun har set.