Sonny må udskyde sit soloalbum
Travlhed tvinger den danske sanger og danser Sonny Fredie-Pedersen til at udskyde sit nye soloalbum.
Sonny Fredie-Pedersen, den unge knægt med stor succes i USA, må udskyde sit soloalbum på grund af en fyldt kalender. Han nyder dog sin travle tilværelse. Det fortæller hans manager og far Mickey Fredie-Pedersen til Ritzau.
- Han har det godt, men han har monster travlt, fortæller far Mickey.
Eksklusiv klub
Sonny Fredie-Pedersen har netop lavet en koncert på en af de meget populære og eksklusive klubber i Los Angeles. Klubben "The Factory" har tidligere været ramme for koncerter med kunstnere som Lady Gaga, Kelly Rowland og Robyn.
Til december skal Sonny på turné i Australien, og i starten af 2012 medvirker han i musicalen "Grease", hvor han har hovedrollen som Danny.
Glæder sig
- Jeg glæder mig rigtig meget til at komme hjem til Danmark først i det nye år og spille Grease i Tivoli og Aarhus Musikhus. Der er gået for lang tid, siden jeg sidst optrådte i Danmark, fortæller Sonny Fredie-Pedersen.
Det udsatte album forventes at komme ud i begyndelsen af 2012 og når altså ikke med i julegaveræset.
SE VIDEO: Koncerten på "The Factory"