Fortsæt til indhold
Kultur

Historisk drama er ved at tage form

DRs store histore-satsning til 160 mio. kr. - "1864" - tager form. Forventet premiere i 2014.

160 mio. kr.

Så meget forventer DR, Miso Film og instruktøren Ole Bornedal, det vil koste at realisere den store drama-serie om slaget ved Dybbøl i 1864.

Serien, der er baseret på Tom Buk-Swientys populære og prisbelønnede bestsellere "Slagtebænk Dybbøl" og "Dommedag Als", vil få tv-premiere i 2014.

Bøgerne, og der med det kommende DR-drama, handler om den blodige dansk-tyske krig i 1864, der kulminerede i det rasende slag ved Dybbøl den 18. april 1864 - en skæbnesvanger dag i Danmarkshistorien og et nederlag, der førte til, at vi tabte mere end en tredjedel af landet.

Ikke en krigsfilm

"1864" er ikke en krigsfilm. Men fortællingen om mennesker, et land og et folk, som blev præget dengang og i generationer efter, af disse absurde politiske interesser, groteske forviklinger og menneskelige ofringer, som tilsammen satte sig i dette lands selvforståelse og sjæl, siger instruktøren Ole Bornedal, og han fortsætter:

"1864" er en serie der handler om den danske folkesjæl – på godt og på ondt – men som dybest set skal fascinere og gribe seere i alle aldre, og blive en dramatisk fortælling om det vi var, og det vi er".

Budgettet

Serien har fået 100 mio. kr. fra den ekstraordinære bevilling som kulturministeren gav DR i juni 2010. De sidste 60 mio. forventer producenten Miso Film at skaffe ved blandt andet salg af serien til andre lande.

"Seriens samlede budget forventes at udgøre ca. DKK 160 mio. "DRs støtte til projektet er uvurderligt, da det ikke alene er et finansieringsmæssigt fundament for seriens tilblivelse, men i ligeså høj grad en blåstempling af projektet i forhold til øvrige potentielle partnere", siger producent hos Miso Film, Peter Bose, og han tilføjer:

Vi er nu i fuld gang med at præsentere "1864" for virksomheder, fonde, og en række Europæiske TV-stationer, og vi forventer at have den samlede finansiering til serien på plads omkring årsskiftet."

FilmFyn, SF Film og MEDIA har også ydet støtte til serien, der skrives af Ole Bornedal.

Indspilningerne til 1864 serien påbegyndes i sensommeren 2012, og serien vil være klar til visning på DR i foråret 2014.