Dylan - det er primitiv musik

Knud Romer mener, at Dylan blot gjorde den sorte musik hvid og kalder hans tekster for fis i en hornlygte.

Artiklens øverste billede
Knud Romer har følgende skudsmål om Dylan-fans: 'Skægstubbe, en uvasket T-shirt med Dylan-tegning og dårlige tænder. Der virkede ekstremt plagede, stille og rolige og med hængenosser'. Arkivfoto: Valdemar Jørgensen

Forfatteren og debattøren Knud Romer anerkender, at mennesker og kulturer kan have forskellig smag, når det handler om at høre musik.



Han hører til dem, der ikke kan lide Bob Dylan.



»Han er aldrig blevet interessant, hvilket grundlæggende skyldes, at amerikansk musik, der handler om rødder, aldrig nogensinde har ramt mit følelsesregister. Jeg foretrækker overproduceret tysk elektronisk musik, symfonisk rock og progrock. Det er den diametrale modsætning af en mand med en guitar og nogle bluesakkorder. Dybest set har Bob Dylan - ligesom f.eks. Keith Richards - taget den sorte musik og gjort den hvid og operationel for pladebranchen,« mener Knud Romer, der synes, at det et eller andet sted er tåbeligt, at han skal stå frem som en, der kritiserer Bob Dylan.



»Det fører ikke nogen vegne, at jeg synes, at Dylan er primitiv musik i sammenligning med symfonisk rock. Det er lidt som at skulle sammenligne Rundetårn med et F16-fly.«

Demonstrativt uplejet

Knud Romer fortsætter ikke desto mindre med at kritisere den amerikanske sangskriver og gøre regnestykket op med Dylans fanskare.



»Hver gang jeg kom til et sted, hvor der blev hørt Bob Dylan, var jeg den, som var gået. Disse mennesker, deres liv, deres tanker og adfærd og æstetik var nærmest demonstrativt uplejet: Skægskubbe, en uvasket T-shirt med Dylan-tegning og dårlige tænder. De virkede ekstremt plagede, stille og rolige og med hængenosser. Det var mennesker med ekstremt lange nosser, som de slæbte af sted efter sig i deres folkrock-rus. Jeg kunne slet ikke tåle det. Det var noget helt anderledes end min adfærd, mine håb for fremtiden og min æstetik.«



Han mener, at Dylan for mange mennesker er et identitetsprojekt.



»Det betyder, at de lægger afstand til alle andre, som ikke forstår noget som helst, samtidig med, at de identificerer sig med ét idol. De spejler sig i ham og prøver at ligne ham i udseende, adfærd, værdier og meninger. De må slet ikke afvige fra guruen, og for dem er musik ikke sideordnede størrelser, som man kan diskutere. Nej, der er Bob Dylan på toppen, den eneste oprindelige ægte vare.«

Ord på følelser og tanker

Selv om Knud Romer som forfatter og reklamemand har beskæftiget sig en masse med ord, har han ikke kunnet dele andres fascination af Dylan som sangskriver.



»Det handler om, at jeg i min pubertet sad og læste den tyske digter Rainer Maria Rilke. Jeg har læst sonetter og romaner, og i forhold til den slags er Bob Dylan nul og niks. Det er fis i en hornlygte. Det er akavede remser, der fortæller meget, meget primitive historier. Svaret blæser i vinden.«



»Alligevel anerkender jeg, at hans musik i begyndelsen havde en funktion. Bob Dylan satte ord og musik på mange menneskers følelser og tanker. Det er fantastisk, og det havde sin tid. Bob Dylan var i stand til at levere et budskab, men den tid standsede senest med glitterrock og siden disco og punk. Hans indflydelse herefter er ikke nær så grundlæggende som for hans egen generation.«



»Noget andet er, at yngre generationer kan tilegne sig forældrenes musik, ligesom det er blevet moderne at få fuldskæg og gå med en skjorte, som om man skal ud og skyde egern i en skov eller en park. Der er også her et sæt værdier og udtryk, som man kan tage på,« konstaterer Knud Romer, der mener, at Dylans karriere i stadigt højere grad er kommet til at handle om at kopiere sig selv og forsøge at forny sig ved hjælp af bl.a. U2-produceren Daniel Lanois.

På speed

»Jo længere tid der går, desto mere patetisk bliver hans forsøg på at opdatere sin facon. Misforholdet mellem det, som egentlig er Bob Dylan, og den ramme, som han vil bevæge sig indenfor, bliver ekstremt mærkelig og fremmedgørende for det, som han var: En mand med en guitar og en skærebrænderstemme, der kunne gå igennem gadelarm og bryde igennem den sociale støj. Efterhånden som man kommer op i tiden, bliver det mest af alt synd for ham. Han bliver mere og mere voldtaget - og voldtager sig selv. Han kommer ud i nogle mærkelige ting,« siger Romer og taler om Dylan på speed og som Jesus.



»Han var uden tvivl på speed i 1960'erne. Han var som sin generation en narkoman, og på et tidspunkt, da det missionerende, det storhedsvanvittige og stofferne blev rystet sammen i en cocktail, blev han til Jesus,« siger Knud Romer.



»Han havde sin Jesus-periode, da han stod på scenen og nærmest ikke spillede noget musik. Han stod og prædikede, og når han endelig spillede, lød han som et kristent rockorkester. Der knækkede det for ham.«



null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen