Dybbøl-slaget direkte i radioen
På årsdagen for slaget ved Dybbøl i 1864 sender DR i alt seks timers dramatiseret radio.
"Det er et frygteligt syn, der møder forsvarerne her på Skanse 5. Siden klokken 10 er det, der ligner en hvid masse på korte sorte ben, styrtet frem mod skanselinjen.
Preussiske soldater styrter frem kun bevæbnet med hvide sække, som de smider over de danske forhindringer - harver med opvendte skarpe tænder, snubletråde, og voldgrave. På den måde baner de vej for kammeraterne bagved, selv om de danske geværskud falder som ærter på en tallerken…"
Sådan vil det lyde i Danmarks største radiokanal P4 den 18. april 2011.
Seks timers radio
DRs P4 og P1 sender sammenlagt seks timers radio om stormen på Dybbøl, det skæbnesvangre slag, der kostede flere tusinde mennesker livet eller gjorde dem til invalider.
Et helt usædvanligt og nyskabende radioprojekt, som DR første gang lavede 9. april 2010 - nøjagtig 70 år efter, at Tyskland besatte Danmark. En radioudsendelse, der senere blev belønnet med to Prix Radio-priser og DRs egen Kryger-prisen.
Unikt indblik
Om den usædvanlige måde at formidle de skæbnesvangre timer i 1864, forklarer Morten Teilmann-Jørgensen, redaktionschef i DR:
- Først og fremmest ønsker vi at give radiolytterne et unikt indblik i og oplevelse af et historisk øjeblik, der stadig bliver betragtet som et nationalt traume. Og så synes vi, at det både er vigtigt og spændende at formidle dansk historie og kultur, så det opleves som levende, oplysende og væsentligt, siger Morten Teilmann-Jørgensen og tilføjer:
- Med vores genoplivelse af slaget ved Dybbøl håber jeg, at danskerne får en ny viden og indsigt i en historisk skelsættende begivenhed.
Dybbøl og Berlin
Journalister fra DR og den tyske public service station NDR sender direkte reportager fra slagets brændpunkter - både i Dybbøl og Berlin.
I studiet på Dybbøl Banke sidder Tom Buk-Swienty, der er forfatter til den historiske bestseller, "Slagtebænk Dybbøl". Han vil kommentere begivenhederne og guide lytterne sikkert gennem slaget.
Perspektiv og baggrund
"Danskerne taber helt hovedet, og kan ikke stille noget op over for Bismarcks sikre styring af hele forløbet".
Sådan lyder en de forklaringer, som forskere igennem tiden, har givet på, at Danmark blev kastet ud i en krig med to europæiske stormagter. Om forklaringen holder vand, kan P1's lyttere høre, når P1 overtager studiet på Dybbøl Mølle klokken 14.
I løbet af to timer vil studieværten Mikkel Krause, der er kendt fra P1-programmet Apropos, sørge for at give lytterne den historiske og politiske baggrund for slaget.
Også her vil Tom Buk-Swienty være til stede og øse af sin store viden om slaget. Andre eksperter i dansk historie vil give deres bud på, hvad nederlaget Dybbøl har betydet for Danmark - både politisk og for danskernes selvforståelse.
Feltrationer
Det er ikke kun i radioen, at DR sætter fokus på det skæbnesvangre slag. Besøgende på slagmarken vil kunne se værterne, gæsterne og reporterne i studiet, der er bygget op i den gamle møllerbolig, der stod der i 1864.
I møllerens gamle have vil kokken Preben Madsen tilberede mad ud fra en feltration anno 1864, så de besøgende kan smage på den mad, som deres tip-tip-oldefar fik at spise, inden preusserne styrtede mod de danske skanser den 18. april 1864.
Musik
Livgardens tambourkorps er med på slagmarken, som de var i 1864.
Fire tambourer i Livgardens "gamle" uniform, der er identisk med uniformenen som Livgarden bar i 1864, vil kreere et musikalsk indslag ud fra de kommandosignaler der blev anvendt i 1864 både for signalhorn, tromme og fløjte.
De er nedskrevet på noder sammen med de kommandoer og iværksættelsesordrer, der blev anvendt under selve slaget.
Læs mere på DRs særlige side om programmet