Vegas-glamourens grimme bagside
Kun meget få når til tops i Las Vegas - kummerlige forhold for dem, der ikke bryder igennem.
Når det handler om Las Vegas forbindes byen ofte med masser af glamour, stjerner og spektakulære shows.
I centrum for dette er stjernerne og kun meget sjældent vandbærerne. Og kun sjældent fortælles deres historier, der ofte er alt andet end succes-historier.
En af dem, sangeren Jeneane Marie Cranert, står nu frem i de amerikanske medier med en et skrig om hjælp.
Alvorlig sygdom
Hun lider af en alvorlig knoglesygdom, der hensætter hende i voldsomme smerter. Den har gjort hende uarbejdsdygtig og hun har så få penge, at hun ikke har haft råd til en sygeforsikring. Hun har ikke råd til selv at betale en operation og hun er havnet i håbløs gæld.
Hendes hus, der i de seneste år har tabt voldsomt i værdi, ryger sandsynligvis på tvangsauktion.
53-årige Jeneane Marie Cranert har turneret Europa tyndt med navne som Funk Brothers og Tito Jackson og hun har været opvarmning for stjerner som Frank Sinatra, Liberace, Wayne Newton og Bill Cosby.
SE VIDEO: Jeneane Marie Cranert på scenen
I Vegas er det kun stjernerne, der hæver en høj hyre. For korsangere er det benhårdt arbejde og lønnen er lille.
Anden-klasses mennesker
"Entertainere er anden-klasses mennesker indtil de bryder igennem - så behandles de som kongelige", siger Tony Sacca til AP. Han har arbejdet i Vegas i 30 år, og tilføjer: "Derfor er vi nødt til at støtte hinanden."
Tony Sacca leder organisationen Showbiz Society, hvis formål det er at rejse penge til optrædende i nød og søndag aften stod han i spidsen for et koncertarrangement, der skulle rejse penge til Jeneane Marie Cranert medicinregninger og operation. Regningen kan snildt løbe op i en lille million kr.
Hun blev ramt af den alvorlige lidelse, der har gjort hende ude af stand til at gå, og den har hensat hende til konstante smerter. Hvis ikke hun meget snart kommer i behandling, risikerer hun en blodprop i hjertet.
Økonomisk krise
Den økonomiske krise har været meget hård ved Las Vegas. Arbejdsløsheden er rekord høj, og svigtende indtjening går ud over showbusiness, hvortil arbejdsløsheden har bredt sig.
Da det tyndede ud i jobs fik Cranert sit første kontorjob hos en ejendomsmægler. Et job uden sygeforsikring og absolut mindsteløn.
I dag kan hun på grund af sin sygdom absolut intet og har brug for hjælp til alt. Når hun er alene kan hun kun ligge i sin seng, og under sig sygdom har hun taget adskillige kilo på i vægt.
Debuterede som 3-årig
Hun indledte sin scenekarriere allerede som 3-årig i Cincinnati, Ohio. Presset af en ambitiøs mor. Som teenager begyndte hun at turnere med en pop-gruppe og endte i Las Vegas i 1980. Og her har hun siden haft base - og i hundrevis af engagementer.
Her blev hun hurtigt kendt, og der er stor respekt for hendes kunne blandt kolleger, selvom det aldrig lykkedes hende at komme i stjerneklassen.
Men alt dette er fortid nu - hendes situation er håbløs.
Og hun deler skæbne med mange andre af hårdtarbejdende entertainere i Vegas.
Daglejere
Hvis søndagens overskud fra støttekoncerten ikke rækker til hendes lægeregninger og operation, så har kollegerne i Showbiz Society garanteret, at de bliver ved med at lave pengerejsende arrangementer indtil der er indsamlet tilstrækkeligt.
"Entertainere er uafhængige daglejere, og det sidste du har penge til, det er at købe en sygeforsikring. Og det er trist", siger Sacca til AP.
Selv er Jeneane Marie Cranert - der bruger scenenavnet Jeneane Marie - fuld af optimisme:
"Jeg er den, Gud gjorde mig til. Og det er OK. Jeg er på benene igen næste år og vil synge røven ud af bukserne. Bare vent."