Falsk præst driver gæk med museer
Falsk præst har i 20 år skænket falsk kunst til museer og gør det stadig. Motivet er en gåde.
Adskillige museer og institutioner i USA har i løbet af de seneste 20 år klappet i hænderne over at modtage f,.eks. et kostbart Picasso-værk af en gavmild jesuit-præst.
Han dukker op med jævne mellemrum og fortæller for eksempel, at han vederlagsfrit ønsker at donere et kostbart maleri til minde om sin mor, der - tilfældigvis - er født i den by, han dukker op i med sit tilbud.
I andre tilfælde har han skiftet moren ud med en afdød far eller bror. Men hver gang har han mere end antydet, at der kan blive tale om flere donationer af malerier og pengegaver.
Et væsentligt problem
Men der er et væsentligt problem: Værkerne præsten så gavmildt skænker er falske - men ofte så djævelsk godt lavet, at maleriet er svært at udskille fra det ægte.
Hvad den falske præsts motiv er, det er en gåde. Myndighederne hælder mere og mere til den anskuelse, at han simpelthen nyder at tage fusen på diverse kunsteksperter.
Men nu advarer myndighederne mod ham, idet undersøgelser har vist, at han efter at alt at dømme har været på banen i over 20 år og i den tid har han udført sit besynderlige stunt på mindst 30 museer og institutioner i USA - og det kan ikke udelukkes, at han også har været på spil i England.
Museum advarer
I følge den britiske avis The Guardian, er det lederen af Cincinatti Art Museum, Matthew Leininger, der nu råber vagt i gevær og advarer mod svindleren.
Han har gennemført et større detektivarbejde og udarbejdet en rapport, der endnu ikke er offentliggjort. Den britiske avis har læst uddrag af den og citerer blandt andet:
"Bedrageren betaler sin egen flybillet og hoteller, når han rejser, men bliver bespist af institutionerne, fordi han fortæller alle, at han har mange flere billeder i sin samling - og penge. Han hævder, at hans helbred er dårligt og at han har hjerteproblemer. "Jeg vender tilbage når jeg er blevet opereret i hjertet."
Han bliver behandlet kongeligt af alle, fordi alle forventer, at han vender tilbage med mere kunst og penge.
Er han selv en fiasko?
En af de mange teorier om den falske præsts motiv, er at han ikke selv har kunnet slå igennem som kunstner. Malerierne han forærer bort er perfekte falsknerier. Og han fremlægger altid papirer, der garanterer for ægtheden, auktionskataloger og anden dokumentation.
Matthew Leininger mener, at den falske præst dukkede op første gang i 1987, da han henvendte sig til Oklahoma City Museum og tilbud museet en akvarel af Paul Signac. Senere fandt museet ud af, at den var falsk. Ligesom et lignende billede på Memphis Book Museum.
Originalen hænger på Hermitage-museet i Skt. Petersborg i Rusland.
For nylig dukkede den falske præst op på Hilliard University Art Museum, der hører hjemme på University of Louisiana. Men har var man mere skeptiske end så mange andre steder, og ret hurtigt blev billedet - et motiv af den amerikanske impressionist Charles Courtney Curran - stemplet som et falskneri.
Museer er flove
Museet udsendte derfor en landsdækkende advarsel mod forfalskeren.
Lederen af Louisiana-museet Mark Tullos Jr. mener, at grunden til at den falske jesuit-præst kan gentage sit stunt igen og igen, er, at museerne - når de opdager, at de er blevet taget ved næsen, ikke er vilde med at indrømme det overfor offentligheden.
Museumslederen mener, at der rundt omkring i USA befinder sig falske malerier skænket af den falske præst, der stadig har succes med at forsvinde sporløst efter at have slået til.