Mageløse Montmartre-masker
Ti gipsmasker var i mange år Montmartres vartegn udadtil. Nu er de genskabt af kunstneren selv.
De ti gipsmasker, som i mange år prydede væggen på jazz-spillestedet Montmarte i København, blev et vartegn fra stedet, men i 1976 blev de ødelagt under en renovering af stedet.
Nu har kunstneren Mogens Gylling genskabbt sine ti masker og de afsløres ved en reception på stedet den 2. juli. Dagen da det verdensberømte spillested genåbner.
Når Copenhagen Jazz Festival vender tilbage vender Mogens Gyllings masker også tilbage på deres oprindelige plads på væggen i det genåbnede Jazzhus Montmartre.
Stort arbejde
Den nu 74-årige Gylling har arbejdet månedsvis i sit atelier i Frederiksværk på at genskabe maskerne, som er og var kendt af musikere og tusindvis af musikelskere verden over.
”50-60 mennesker er på daglig basis forbi klubben og spørger efter maskerne og når jeg taler med udenlandske musikere om at optræde hos os, så er maskerne som regel det første de spørger til, næstefter økonomi og praktik.
Maskerne har altid haft en magisk tiltrækning på folk og derfor er det også en kæmpe glæde, at vi nu kan vække dem til live igen i deres rette element”, siger Niels Lan Doky, musiker og medstifter af Jazzhus Montmartre.
Manden bag maskerne
Billedkunstneren Mogens Gylling er manden bag de berømte masker og han har, ud over sit arbejde som billedkunstner, en lang og omfattende karriere bag sig.
Efter endt uddannelse på Kunsthåndværkerskolen i København arbejdede han i en periode på forskellige reklamebureauer med design for blandt andet Irma, Georg Jensen og Paustian.
Han har også arbejdet som tegner for aviser og forlag og stået for diverse bogomslag. Mogens Gylling har desuden stået for scenografien på Det Kongelige Teaters forestillinger ”Drilledjævlen” (1959), ”Peter og Ulven” (1960) og for scenografien til Cirkusrevyen (1959-1966).
Mogens Gylling er medstifter af Dansk Scenografforening og billedkunstnergruppen 6 + 2.